Fortsæt til indhold
International

EU-Kommissionen træder tilbage

EU blev kastet ud i en dyb politisk krise, da alle 20 EU-kommissærer natten til tirsdag besluttede at trække sig tilbage, efter at en vismandsrapport om svindel, nepotisme og dårlig administration havde lemlæstet deres autoritet.

Tyske regeringskilder oplyste imidlertid tirsdag formiddag, at den gerne så, at EU-kommissionen fortsætter sit arbejde som en slags forretningsministerium frem til juni. Tyskland har p.t. EU-formandskabet.

Vismandsrapporten, der blev offentliggjort i Bruxelles mandag aften, var klokkeklar i sine konklusioner: Den samlede EU-kommission bærer et kollektivt medansvar for fejlagtig håndtering af en række skandalesager, hedder det i rapporten, der er udarbejdet af fem uafhængige eksperter.

Efter et krisemøde i EU-Kommissionen, der i første omgang blev forsinket, da kommissærerne nærmest gik i sort over rapporten, kom formanden Jacques Santer ved 0.40-tiden tirsdag ind i pressesalen og læste en kort meddelelse op uden bagefter at besvare nogen spørgsmål.

-I lyset af vismandsrapporten har EU-kommissærerne enstemmigt besluttet at indgive deres afskedsbegæringer samlet, sagde en bleg og trist Jacques Santer.

Ritzau erfarer dog, at de 20 kommissærer under krisemødet sent mandag aften var uenige om, hvorvidt rapporten burde få dem alle til at gå af i samlet flok. Mindst syv af EU-kommissærerne ventes at ville søge genudnævnelse, forlød det samtidig.

Miljøkommissær Ritt Bjerregaard, der ikke kritiseres personligt i rapporten, aflyste natten til tirsdag en aftalt pressebriefing med danske journalister og lod sin talsmand meddele, at hun først vil udtale sig om det historiske drama tirsdag kl. 13.

Landbrugskommissær Franz Fischler, der heller ikke udsættes for personlig kritik, var den første, der meddelte, at han ville træde tilbage.

-EU-Kommissionens autoritet er blevet undermineret. Europa kan ikke fungere uden en effektiv og troværdig Kommission, der nyder tillid i de andre institutioner og blandt europæiske borgere, sagde Fischler.

Allerede mandag aften rejste der sig i Europa-parlamentet et massivt krav om, at Ritt Bjerregaard og de 19 andre EU-kommissærer skulle gå af i samlet flok.

Den magtfulde formand for den store socialistiske gruppe i Europa-parlamentet, Pauline Green, gav reelt dødsstødet til EU-Kommissionen, da hun sent mandag aften fastslog, at alle 20 kommissærer ville blive fyret, hvis de ikke gik frivilligt.

Vismandsrapporten tildelte ikke blot EU-kommissærerne et kollektivt ansvar. Rapporten rettede også en hård kritik mod især den franske EU-kommissær Edith Cresson og Jacques Santer.

Cresson modtager sønderlemmende kritik for gennem flere år at have forsømt at reagere på "alvorlige og fortsatte uregelmæssigheder" i forbindelse med uddannelsesprogrammet, Leonardo.

På trods af sit kendskab til skandalens omfang forsømte hun samtidig at orientere Jacques Santer og via ham også Europa-Parlamentet om kendsgerningerne.

Edith Cresson bliver desuden voldsomt kritiseret for at have ansat sin ven, tandlægen René Berthelot, som AIDS-ekspert. Det var et rendyrket eksempel på nepotisme, som ikke gav EU valuta for pengene, fastslog vismandsgruppen.

Samtidig blev Jacques Santer tildelt et personligt ansvar for at have undladt at udvise nogen "meningsfuld interesse" for Kommissionens sikkerhedstjeneste, som han har ansvaret for. Det tillod tjenesten at udvikle sig til "en stat i staten", hedder det i rapporten.

Samtidig skrev vismændene i deres rapport, at der synes at være en stigende tøven i hierarkiet, når det gælder om at erkende personligt ansvar.

-Det er ved at blive svært at finde nogen, der har selv den mindste smule ansvarsfølelse, hedder det i rapporten, der er udarbejdet på baggrund af afhøringer af ni EU-kommissærer.

EU-Kommissionens cheftalsmand sagde natten til tirsdag, at der foreløbig er uklarhed over, hvordan man skal håndtere det videre forløb, indtil en ny Kommission er på plads.

Pauline Green fastslog, at socialisterne i hvert ikke vil støtte Santer, hvis han mod forventning skulle forsøge at blive genudnævnt som formand. Green ville dog ikke udelukke, at Parlamentet vil være med til at genudnævne nogle af de kommissærer, der ellers har gjort et godt job, men hun nævnte ingen navne.

Det socialdemokratiske medlem af parlamentets budgetkontroludvalg, Freddy Blak, sagde mandag aften, at det vil "nok ikke være klogt" af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) at søge at få Ritt Bjerregaard genudnævnt, efter at hun er blevet tildelt et medansvar for skandalehåndteringen.

Men Blak blev kort efter modsagt af Torben Lund, der er socialdemokratisk spidskandidat til parlamentsvalget i juni. RB