Den hvide Mini var ikke fjernet, før angrebet i München blev brugt i valgkampen
Tyskland skal til valg. Og der er kamp om sidste stemme op til valgdagen den 23. februar. Da en afghansk asylsøger for mindre end en måned siden dræbte to mennesker, rykkede udlændingepolitikken helt op på dagsordenen. Nu skal tyskerne forholde sig til endnu et angreb.
München
En klapvogn ved siden af en smadret hvid Mini står som monument på Seidlstrasse midt i München. De sårede og skræmte borgere har forladt scenen. Men deres ejendele ligger spredt rundt om i regnen. Hver med et gult nummer, som politiet har sat i. Bilen har nummer 3.
Få timer tidligere sad en 24-årig afghansk asylsøger bag rattet i bilen, som han med høj fart kørte ind i den uforberedte menneskemængde. Mindst 28 blev ifølge politiet såret, nogle alvorligt.
Bilen stod der endnu, da Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, fra det konservative CSU stillede sig op ved gerningsstedet og erklærede, at nu er det nok.