Fortsæt til indhold
International

Ukraine vil møde Nato efter to dages voldsomme russiske raketangreb

Møde indkaldt til onsdag i Nato-Ukraine-Rådet. Zelenskyj vil bruge vestlige raketter til at angribe Rusland.

/ritzau/Reuters

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har indkaldt til et møde onsdag i det såkaldte Nato-Ukraine-Råd efter anmodning fra Ukraines regering.

Det kommer efter to dages voldsomme russiske drone- og raketangreb mod store dele af Ukraine. De betegnes som nogle af de værste under den to et halvt år lange krig

- Mødet vil blive holdt på ambassadørniveau, siger Natos talsmand, Farah Dakhlallah.

- Ukraines forsvarsminister, Rustem Umerov, ventes at briefe de allierede via et videolink om situationen på krigsskuepladsen og prioriterede kapacitetsbehov, siger han.

Nato-Ukraine-Rådet blev etableret sidste år for at sikre tættere koordinering mellem forsvarsalliancen og den ukrainske regering.

Mødeindkaldelsen kommer efter mandagens og tirsdagens voldsomme russiske angreb på en række byer i landet med adskillige dræbte. Angrebet ramte en række el- og energianlæg.

- Forbrydelser mod menneskeheden kan ikke begås ustraffet, siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Han har igen presset på for, at Ukraine kan bruge langtrækkende vestlige raketter til at angribe mål inde i Rusland, hvorfra det russiske militær gennemfører sine angreb mod Ukraine. Men USA og andre allierede har været tøvende over for det.