Fortsæt til indhold
International

Protester ved flere valgsteder: Russere i massevis ser ud til at trodse styrets advarsler

På billeder og videoer ser det ud til, at mange russere har fulgt Aleksej Navalnyjs enkes opfordring og trodser risiko for anholdelse.

Klokken har netop passeret 12.00 i den russiske hovedstad Moskva, hvor en særlig protest ser ud til at være i gang midt under det stærkt omstridte præsidentvalg.

Selvom der på ingen måde er lagt op til en demokratisk valggyser, så var netop slaget 12.00 alligevel ventet med spænding hos den underdrejede, russiske opposition.

Fra sit eksil i udlandet havde Julija Navalnaja, enken til den afdøde Putin-kritiker Aleksej Navalnyj, opfordret russerne til at strømme til deres lokale valgsted præcis ved middagstid søndag lokal tid, for at mindes Navalnyj og vise deres utilfredshed med præsident Putin og hele valget.

Russiske myndigheder havde på forhånd advaret borgerne mod at tage del i protesten, som vil blive anset for at være ulovlig. Dermed risikerer folk at blive anholdt.

Alligevel har adskillige russere trodset magthaverne.

De uafhængige russiske medier Meduza og Sota melder begge om lange køer ved flere valgsteder i Moskva, Sankt Petersborg og flere andre russiske byer søndag middag. Blandt andet i Tjeljabinsk i Ural-bjergene og i Ruslands tredjestørste by Novosibirsk.

Derudover bekræfter billeder fra nyhedsbureauerne Reuters og AFP’s fotografer i Rusland, at massevis af vælgere er mødt op og står i kø. Det samme beretter britiske BBC.

Også i Sankt Petersborg er der køer ved valgsteder. Foto: Olga Maltseva / AFP
Foto: Olga Maltseva / AFP
En kvinde bliver undersøgt i sikkerhedskontrollen ved et valgsted i Moskva, søndag 17. marts. Foto: Natalia Kolesnikova / AFP

Den stille protest mod Putins valg finder tilsyneladende også sted uden for Ruslands grænser, i Armenien, Kasakhstan og Georgien, hvor udlandsrussere i stemmer. Det viser billeder fra sociale medier, som uafhængige russiske medier bringer.

Myndighederne i Moskva har ikke taget nogen chancer og har forhånd sendt massevis af sikkerhedsstyrker på gaden frem mod slaget 12. Ifølge mediet Meduza stod politi blandt andet vagt ved flere valgsteder centralt i hovedstaden.

Flere meldes anholdt

Ifølge den uafhængige, russiske menneskerettighedsorganisation OVD-Info er mindst 47 personer blevet anholdt på tværs af Rusland i forbindelse med søndagens valghandling. Heraf 23 i Kazan, syv i Moskva og fem i Sankt Petersborg.

Præsidentvalget har kørt over tre dage og afsluttets søndag. Resultatet er efter alt at dømme afgjort på forhånd, og ingen er i tvivl om, at Putin fortsætter som præsident.

To kandidater, som er modstandere af Rusland krig i Ukraine, er blevet forbudt at stille op.

Uafhængige russiske medier beskriver valget som et stort teater – en veldesignet kulisse, der skal styrke Putins magtbase og vise befolkningen, at indbyggerne også i de besatte områder af Ukraine tropper op ved valgstederne i stort antal.

Valghandlingen har allerede været ramt af flere protester. Blandt andet er der blevet stukket ild til valgsteder og aktivister har hældt maling i stemmeboksene. Flere personer er i den forbindelse blevet anholdt for vandalisme.