Fortsæt til indhold
International

Ukraine skifter taktik - men russerne er foran, påpeger dansk analytiker

Ukraine melder om justeringer af dets taktik og strategi på flere områder. Men problemerne er til at få øje på mellem linjerne.

Ukraine omstiller nu landets strategi på slagmarken og dele af dets fokus bag frontlinjen. Det har den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyjs, rådgiver Mykhailo Podolyak meddelt via X.

Det sker dels grundet grundet vinterens indtog og dels en analyse af egne samt fjenden Ruslands ressourcer.

»På frontlinjen og i byerne bevæger vi os allerede til en anden taktik for krigsførelse - effektivt forsvar i visse områder, fortsættelse af offensive operationer i andre områder, særlige operationer på Krim-halvøen og i Sortehavet og væsentligt omdannet missilforsvar af vores kritiske infrastruktur,« skriver Podolyak.

Den sidste del vedrører Ruslands angreb mod især varme- og elforsyningen i Ukraine. Det er en taktik, som for alvor blev taget i brug i fjor, og som igen i år er på tapetet.

Hvad angår omstillingen til defensive operationer på dele af fronten er det reelt ikke en nyhed, da Ukraine i en længere periode har været i defensiven i flere områder på den østlige del af fronten – især ved byen Avdiivka i Donetsk, hvor Rusland i over en måned langsomt har ædt terræn i et forsøg på at omringe omringe og indtage byen.

Succesen af den sidste del af Ukraines nye fokus skal kunne aflæses i dets egne fabrikshaller og med pen til papir hos dets allierede. Og det er her, ukrainerne nu fæstner håbet om igen at skabe fremgang.

»Nu bliver alle vores ressourcer rettet mod at øge våbenproduktionen indenlands og fremskynde forhandlingerne med partnere for at øge forsyningerne af kritisk udstyr til den nye fase af offensive operationer; Først og fremmest yderligere missilforsvarssystemer samt langtrækkende missiler, droner og våben til elektronisk krigsførsel. For at opsummere står denne fase af krigen klar, behovene er indlysende, der foretages justeringer til det optimale af taktikken, og forhandlinger med partnere er aktive.«

En trussel ligger dog og lurer under en væsentlig del af planen. I USA har fremtiden for yderligere milliardstøtte til Ukraine nemlig aldrig været mere usikker. Det blev udpenslet, da det Hvide Hus’ budgetchef, Shalanda D. Young, sent mandag aften i et åbent brev til Kongressen advarede om, at der nu er så få penge tilbage til Ukraine, at den egentlige militærstøtte til det krigsplagede land er i fare. Et udtryk for den hårde kamp mellem en afgørende fløj af Det Republikanske Parti, som kæmper mod mere støtte og så navnlig præsident Joe Biden.

Skæbnen for en helt konkret og enormt stor ny hjælpepakke er lige nu usikker.

»Spørgsmålet er, om det overhovedet vil lykkes at få en aftale en på plads hen over vinteren. Det kan godt blive meget svært. Derfor må både Kyiv og resten af de europæiske regeringer de næste uger væbne sig med tålmodighed, når det gælder om at få et klart svar fra amerikanerne,« skriver Jyllands-Postens USA-korrespondent, Mathias Seidelin, i en analyse.

Hvad angår ukrainernes melding om våbenproduktionen såvel indrigs som leverancer udefra påpeger militæranalytiker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet, at det er så som så med rettigheden.

»Russerne har cirka et års forspring på at få deres produktion op i gear, fordi de allerede sidste år erkendte, at det bliver en lang krig, der skal vindes lige så meget i fabrikshallerne som på slagmarken,« siger han til TV 2.

Et godt eksempel på dette er løftet fra den anden helt store Ukraine-støtte, EU-landene, som i samlet flok lovede at levere 1 mio. artillerigranater inden årets udløb, men ikke engang når i mål med det halve.

Anders Puck Nielsen har desuden en spekulation om motivet for udmeldingen.

»De melder ud for at sætte forventningerne rigtigt, både i Ukraine og i udlandet. De er nødt til at vise, at de har en plan, at det er gennemtænkt, hvorfor de gør, som de gør. I Vesten er der stadig nogen, der har en forventning om, at det her kan gå stærkt, og at Ukraine kan forsøge at komme i offensiven igen allerede til vinter eller til foråret,« lyder det fra Anders Puck Nielsen.