Klimademonstrationer kulminerer over hele verden
Tusinder ventes på gaden i en række store byer.
Lørdag ventes mange tusinder på gaden til klimademonstrationer i en række store byer Jorden rundt. Her vil demonstranterne sende budskabet om, at udledningerne af drivhusgasser skal stoppe, og at de rige lande i langt højere grad skal betale for at bremse klimaforandringerne.
Dagen kaldes for ”Global day of Action for Climate Justice”, og der er planlagt demonstrationer i byer som bl.a. London, Washington, Los Angeles, Sydney, Seoul, Paris og Oslo.
Jeg skal i hvert fald et eller andet på lørdag.Tiem van der Deure, klimaaktivist i Glasgow
Og så i Glasgow, hvor klimatopmødet COP26 afholdes i disse dage. Her forventes flere end 50.000 på gaden. Arrangørerne af COP26 har på forhånd advaret om, at demonstrationerne kan medføre forstyrrelser i trafikken – også omkring lufthavnene i Glasgow og andre britiske byer. Det, på trods af at omkring 10.000 politifolk er udstationerede i Glasgow.
Til stede i Glasgow er også aktivisten Tiem van der Deure fra København, som regner med at tage del i den store demonstration – med mindre han vælger at lave en anden aktion. Dem er der dagligt flere af i Glasgow under COP26.
»Marchen er jo egentlig det nemme. Der skal man bare have et budskab,« siger han en smule skuffet kort tid efter forgæves at have forsøgt at blokere et olieraffinaderi lidt uden for Glasgow. Politiet var mødt op:
»Jeg skal i hvert fald et eller andet på lørdag.«
Klimamarch i Danmark
I Danmark laves der ikke demonstrationer under fanen ”Global day of Action for Climate Justice”. Derimod er der lørdag planlagt demonstrationer i 25 byer under navnet ”Folkets Klimamarch”, hvor man vil kræve en større indsats i kommunerne for at sikre, at den globale temperaturstigning holdes på 1,5 grader.
»Vi har valgt at fokusere på kommunalvalget, men vi kommer til også at sende en hilsen afsted til COP26, og det, der sker dér,« siger Jeppe Bay, talsmand for ”Folkets Klimamarch”.