Fortsæt til indhold
International

Fakta: FN's Klimapanel har slået alarm forud for COP26

Fortsætter vi med samme udledning som nu, bliver det op mod 3,5 grader varmere i 2100 ifølge FN-rapport.

/ritzau/

I løbet af året har flere rapporter gjort det klart, at der er brug for handling ved klimatopmødet COP26, hvis klimaforandringerne skal bekæmpes.

En af rapporterne er fra FN’s Klimapanel (IPCC), som 9. august 2021 udsendte første del af panelets 6. hovedrapport om klimaet.

Den fastslår:

  • Ekstremt vejr, temperaturstigninger og højere vandstand er konsekvenser af mere CO2 i atmosfæren.
  • Menneskeskabte klimaforandringer kan allerede i dag utvetydigt forbindes med hedebølger, voldsom nedbør, tørke og tropiske orkaner.
  • De næste 20 år vil temperaturen på verdensplan i gennemsnit stige 1,5 grader sammenlignet med før år 1900. Uanset hvor meget CO2-udledningen sænkes.
  • Fortsætter vi med samme udledning som nu, bliver det mellem 2,1 og 3,5 grader varmere i 2100.
  • I det værste scenarie bliver det mellem 3,3 og 5,7 grader varmere.
  • Havene vil stige mellem 0,44 og 0,76 meter frem mod 2100, hvis udledningen af drivhusgas fortsætter som nu.
  • Hvis verden primært bruger fossile brændstoffer, vil vandstanden i havet stige op til 1,01 meter inden 2100 og med op til 1,88 meter frem mod 2150.
  • Det er dog muligt, at havniveauet stiger op til 2 meter frem mod 2100 og 5 meter frem mod 2150, hvis indlandsisen og isen i Det Arktiske Hav smelter hurtigere end ventet.
  • Gletsjere fortsætter med at smelte de kommende årtier eller århundreder, og verdenshavene vil fortsætte med at stige i de kommende århundreder - måske i flere tusinde år.
  • Mange klimafænomener forstærkes og bliver hyppigere på grund af den globale opvarmning: hedebølger, skybrud, tørke, tropiske orkaner og afsmeltning af is, sne og permafrost.

Kilde: FN’s Klimapanel (IPCC)