Den afghanske specialstyrke Badri 313 er sendt helt frem i frontlinjen i Kabul
Erfarne oprørere udgør afghansk specialstyrke, som skal kontrollere nøglepositioner i Kabul.
20 års amerikansk tilstedeværelse i Afghanistan er slut. Taliban har i løbet af kort tid erobret kontrollen over landet, og i forreste linje har talibanerne sat en specialstyrke på opgaven at kontrollere nøglepositioner som lufthavnen og præsidentpaladset i Kabul. Som billederne i denne artikel viser, er medlemmerne af specialstyrken Badri 313 veludrustede.
Men hvem er de? Det har chefkonsulent på Forsvarsakademiet, David Vestenskov, er bud på:
»Gruppen Badri 313 er blot en enkelt af Talibans mange såkaldte Red units, som er en del af Talibans sikkerhedssetup. De har fået masser af amerikanske våben i hænderne og rådighed over amerikanske køretøjer, helikoptere og fly i løbet af de seneste tre-fire uger i takt med, at Taliban har erobret Afghanistan område for område.«
Specialstyrkens medlemstal skal ligesom andre specialstyrker ikke tælles i tusindvis, men alene bedømt på den måde, som soldaterne poserer på på billederne fra lufthaven i Kabul, vurderer David Vestenskov, at der er tale om mere trænede og professionelle soldater end mange af de andre oprørsgrupper, som har været vist på billeder fra Afghanistan.
»De fleste har formentlig været en del af oprørskampen gennem en del år. Mange af dem er formentlig folk fra Haqqaninetværket, der i mange år har været en slagkraftig del af oprørsbevægelsen i Afghanistan,« siger David Vestenskov.
Haqqaninetværket er en amerikansk udnævnt terrorgruppe, der hidtil har stået i skyggen af Taliban og al-Qaeda, er bl.a. mistænkt for at have dræbt afghanske topembedsfolk, mens netværket også menes at stå bag en række angreb i Kabul gennem årene. Haqqani menes desuden at have været involveret i kidnapningen af den amerikanske New York Times-journalist David S. Rohde i 2008.
Netværket opererer fra Pakistans bjergrige stammeområder og har ifølge adskillige efterretninger tætte forbindelser til den pakistanske militære efterretningstjeneste. Leder af Haqqani-netværket er Sirajuddin Haqqani, der samtidig er viceleder af Taliban-bevægelsen.
»Det er sparsomt, hvad vi ved om denne enhed, men de har ifølge vore oplysninger benyttet sig af selvmordsangreb under en operation i 2018,« fortæller David Vestenskov, der på spørgsmålet om, hvad der nu vil ske i Afghanistan, ser frem til et magtopgør internt i Taliban.
»I den kommende tid vil vi formentlig se et opgør om, hvordan magten skal fordeles i Taliban. Hvem skal have de forskellige poster i regeringen og hvem skal have adgang til ressourcer i et land, der er presset helt i knæ? Og det kan vise sig at blive en svær øvelse for Taliban. For ét er at køre en oprørsbevægelse. Noget helt andet er at styre et helt samfund rent politisk.«