Fortsæt til indhold
International

Langsom tilbagetrækning fra Afghanistan vil få konsekvenser

Hvis Biden udskyder den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan, vil det få konsekvenser, siger Taliban-talsmand.

»Vi har en grænse. Præsident Biden har meddelt, at man vil trække alle amerikanske militære styrker tilbage 31. august. Så hvis de forlænger det, betyder det, at de forlænger besættelsen,« sådan lyder udmeldingen fra Talibans talsmand, Dr Suhail Shaheen i et interview med den britiske TV-kanal Sky News.

I interviewet advarer han kraftigt USA mod at blive i Afghanistan.

»Det ville få konsekvenser. Det vil skabe mistillid mellem os. Hvis de har til hensigt at fortsætte besættelsen, vil det fremkalde en reaktion,« siger Shaheen.

Udmeldingen kommer ovenpå, at Joe Biden i nat åbnede døren på klem for, at amerikanske styrker kan blive i Afghanistan efter 31. August med henblik på at få evakueret alle fra landet.

Det er den amerikanske regerings »håb, at vi ikke behøver forlænge«, sagde Biden, og understregede, at hvis andre landes regeringer ønsket det, »vil vi se på, hvad vi kan gøre.«

Flere lande i Nato-pagten har ytret ønske om at få lov til at evakuere ind i september måned.

Et af landende er Storbritannien, som skal omkring evakuere omkring 6000 briter og afghanere i næste uge. Deres deadline for evakueringer er ifølge The Times først fredag den 3. september eller lørdag den 4. september.

Altså flere dage efter fristen 31. august. Taliban har forpligtet sig til ikke at angribe indtil 31. august.

Også Danmark stadigvæk i gang med at evakuere fra Afghanistan.

»Det er klart, at situationen er svær. Særlig når vi kigger på vores allierede, der skal have rigtig mange mennesker ud over de kommende dage, så rinder timeglasset altså ud,« sagde forsvarsminister Trine Bramsen lørdag ifølge Ritzau.

Det er uvist, hvor mange Danmark mangler at evakuere. Vi har indtil nu evakueret 650 danskere og personer, der har arbejdet under dansk flag.

Artiklens emner
Taliban