Fortsæt til indhold
International

Biden åbner op for at forlænge evakueringer

»Vores håb er, at vi ikke behøver at udvide,« sagde USA's præsident, Joe Biden, søndag om fristen for evakuering fra Afghanistan. Men han vil ikke afvise, at amerikanske tropper skal blive længere.

WASHINGTON

USA’s præsident Joe Biden vil ikke afvise, at de amerikanske tropper kan komme til at blive længere i Afghanistan end den tidligere deadline, som USA har givet om, at de alle vil være ude inden den 31. august.

I en tale til nationen søndag fra Roosevelt værelset i Det Hvide Hus sagde han, at han havde haft »diskussioner« om at udvide datoen, sådan at alle amerikanere og afghanere, der har hjulpet USA i krigen mod Taliban kunne komme sikkert ud.

Det er hjerteskærende. Vi ser det. Vi føler det. Du kan ikke se på det og ikke føle det. Intet i denne indsats er let.
Joe Biden USA's præsident.

»Vores håb er, at vi ikke behøver at udvide, men jeg forventer, at der vil komme diskussioner i forhold til hvor langt vi er i processen,« sagde han.

Det er tredje gang inden for for blot få dage, at Biden udtaler sig om situationen i Afghanistan. Det sker efter en uge med flere kaotiske scener i Kabuls lufthavn.

Sidste søndag rykkede Taliban ind i Afghanistans hovedstad.

Siden er Biden kommet under et stigende pres for at forklare den hurtige tilbagetrækning af de amerikanske tropper, som ikke bare har skabt kritik blandt USA’s allierede men også i USA.

Præsident Joe Biden viste ifølge medier flere følelser end tidligere under sin tale til nationen. Foto: Joshua Roberts/Reuters

Søndag erkendte Biden, at de kaotiske scener også har berørt ham, efter at flere har kritiseret ham for manglende empati.

»Det er hjerteskærende. Vi ser det. Vi føler det. Du kan ikke se på det og ikke føle det. Intet i denne indsats er let,« udtalte Biden.

I denne uge gik et billede viralt af et spædbarn, der blev løftet op til en amerikansk soldat bag pigtrådshegnet i lufthavnen. Samtidig er flere døde efter bl.a. at være blevet trampet ihjel, lyder det i flere medier, der også rapporterer om, at folk er blevet slået med kæder og køller.

I alt har USA indtil videre fået bragt 28.000 mennesker ud af Afghanistan. Danmark har også fået bragt et større antal folk ud. Men det er stadig uklart, hvor mange der sidder tilbage, selv om de er blevet lovet at kunne komme ud.

Joe Biden fastholdt søndag, at Taliban har lovet at give fri passage til alle de amerikanere, afghanere og allierede, der vil ud.

»Indtil videre har de (Taliban red.) i det store hele efterlevet det, de har lovet og ladet amerikanere og ligesindede kommet igennem,« sagde han.

Udtalelsen er tidligere blevet modsagt af folk, der siger, at de er blevet stoppet af Taliban og derfor ikke har kunnet komme ud. Til det sagde Biden, at han var »sikker på, at Taliban ikke kontrollerer alle sine styrker«.

Præsidenten er de seneste dage blevet i Det Hvide Hus, selvom han havde planlagt at bruge weekenden i sit hjem i byen Wilmington i Delaware.

Tidligere søndag gav præsidenten ordre til at inddrage civile amerikanske passagerfly i evakueringen fra Kabul. Ordningen er en del af den såkaldte Civile Reserve Air Fleet, der blev skabt i 1952 efter igangsættelsen af den såkaldte luftbro fra Berlin under Den Kolde Krig.

Det skete efter, at han fredag havde udtalt, at evakueringen ikke ville være uden »risici og tab«.

Artiklens emner
Taliban