Eksperter: Stigende klimaproblemer vil føre til massemigration
Verdens regeringer har fået sværere ved at returnere migranter, hvis migrationsårsagen er forurening eller en klimaproblematik.
Migration til vestlige lande på grund af politiske eller økonomiske problematikker i hjemlandet er en kendt sag. Men luftforurening og klimaændringer er også på vej til at blive en vigtig årsag til migration, skriver The Guardian.
»Koblingen mellem migration og nedbrydning af miljøet er helt tydelig. I takt med at egne af kloden bliver ubeboelige, vil massemigration blive normen. Vi kan dog stadig nå at stoppe kommende humanitære kriser, men det kræver handling af verdens ledere nu,« siger Sailesh Mehta, en af Storbritanniens førende advokater indenfor miljøspørgsmål.
Hans spådom kommer som følge af en dom i denne uge ved en fransk domstol. Her undgik en 40-årig astmasyg mand fra Bangladesh at blive returneret til sit hjemland, fordi der var høj grad af luftforurening i Bangladesh, hvilket kunne føre til mandens for tidlige død.
Bangladesh ligger på 179.-pladsen over lande, når det gælder luftkvalitet, på en liste udviklet af Yale- og Columbia-universiteterne.
FN-ekspert i menneskerettigheder og miljø, David Boyd, er enig med Sailesh Mehta.
»Luftforurening er årligt skyld i 7 mio. for tidlige dødsfald verden over. Derfor er det forståeligt, hvis folk søger mod andre lande, hvor der er renere luft. Luftforurening er en global sundhedskatastrofe, der ikke får nok opmærksomhed,« siger David Boyd til Guardian.
Hans synspunkt støttes af en pensioneret amerikansk brigadegeneral, Stephen Cheney, der i mange år har været en højtplaceret amerikansk ekspertstemme, når det gælder sikkerhedsspørgsmål i forbindelse med klimaændringer.
»Hvis Europa tror, at der er problemer med migration nu - så vent til om 20 år. Vent til klimaændringerne driver folk ud af Afrika, især Sahel-regionen. De retter ikke blikket sydligere i Afrika, de søger over Middelhavet - og der er 20 mio. af dem«.
Ifølge NGO’en The Environmental Justice Foundation er et menneske hvert 1,3 sekund nødt til at forlade sit hjem på grund af klimaproblemer kloden rundt, herunder forurening. Men millioner mangler retlig beskyttelse.
Ifølge en dom afsagt af FN’s menneskerettighedskomité for et år siden er det ulovligt for regeringer at sende mennesker tilbage til deres hjemland, hvis deres liv er truet af klimaproblemer.