Dommer til tidligere Trump-rådgiver: »Du forrådte dit land«
Dommeren udskød domsafsigelsen, men indikerede, at han var parat til at sende Flynn i fængsel.
SAN FRANCISCO
Michael Flynn er normalt en mand, som er meget selvsikker. Men ved en domstol i Washington tirsdag var Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver usædvanlig lavmælt.
Med god grund. 12 måneder efter, at Flynn erklærede sig skyldig i at have løjet over for FBI om et møde med Ruslands daværende Washington-ambassadør, fik den trestjernede general en hård opsang.
Ikke bare var det en alvorlig sag at lyve for forbundspolitiet, sagde dommer Emmet Sullivan. Flynn havde løjet, mens han sad i en højtplaceret stilling i Det Hvide Hus. Han havde tilmeldt løjet over for vicepræsident Mike Pence og havde været en uregistreret agent for tyrkiske interesser.
»Det underminerer alt, som dette flag står for,« fortsatte Sullivan ifølge CNN og pegede på et amerikansk flag på væggen i retssalen: »Efter min mening forrådte du dit land.«
Dommeren sagde også, at han ikke kunne skjule »sin afsky og sin foragt« for, hvad Flynn havde gjort.
Flynn var en af de første, der blev fældet som følge af kulegravningen af Ruslands forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016. Han nåede at sidde på posten som sikkerhedsrådgiver i 27 dage, før Trump modvilligt fyrede ham.
Det har siden undret mange, hvorfor Flynn løj. Som en tidligere efterretningschef ville han have haft kendskab til, at samtaler med højtstående russere blev overvåget.
Inden den planlagte domsafsigelse tirsdag forsøgte Flynns advokater at male et billede af, at FBI lokkede Flynn i en situation, hvor han inkriminerede sig selv. Det er muligt, at det bidrog til dommerens vrede, og direkte konfronteret med dette var Flynn i retten tvunget til at afvise, at han var blevet lokket til noget. Han erkendte også, at han vidste, at det var en forbrydelse af lyve for FBI.
Flynn er siden sin skyldigerklæring blevet et vigtigt vidne for den særlige Rusland-undersøger Robert Mueller. Som et centralt medlem af Trumps kampagne og senere rådgiver i Det Hvide Hus havde Flynn kendskab til, hvad der foregik på højt nivaeu. Hans samarbejde med efterforskere var derfor også et brækjern til at få andre til at samarbejde, påpegede Mueller i et notat før domsafsigelsen.
Med sine hårde ord indikerede dommeren imidlertid, at han ikke ville følge Muellers anbefaling og skåne Flynn for fængsel. Det overraskede både iagttagere og tilsyneladende også Flynns forsvarere, der havde bedt om den mildest mulige dom. Udviklingen førte tirsdag aften dansk tid til en udskydelse af domsafsigelsen, som nu formentlig vil finde sted i marts.
Forinden signalerede Trump sin støtte til Flynn: »Held og lykke,« skrev præsidenten i et tweet og gentog, at der ikke var noget hemmeligt samarbejde med russerne.
Nettet har de seneste uger strammet sig om præsidenten som følge af Rusland-undersøgelsen. Stort set alle dele af Trumps liv er nu ved at blive kulegravet. Præsidentens kampagne, præsidentens indsættelseskomite, præsidentens erhvervsorganisation såvel som Trumps velgørende fond.
Fonden vil nu blive lukket, meddelte organisationen tirsdag. Det sker som konsekvens af et søgsmål fra staten New York om, at fonden ulovligt blev brugt som »checkhæfte for Trumps forretninger og politiske interesser.«
I sidste uge blev Trumps tidligere personlige advokat, Michael Cohen, idømt tre års fængsel for ni forskellige forhold, herunder skattesvig og brud på loven om kampagnefinansiering. Sidstnævnte skete i forbindelse med, at Cohen arrangerede betalinger til to kvinder for at få dem til at holde mund de affærer, som de hævder at have haft med Trump.
Præsidentens talskvinde, Sarah Sanders, undlod ved en briefing tirsdag, at svare direkte på, om Det Hvide Hus er uenig i, at Flynn løj. I stedet forsøgte hun at tage afstand fra den tidligere sikkerhedsrådgiver.
»Måske gjorde han de ting, men det har ikke direkte noget med præsidenten at gøre,« sagde Sanders.