Annonce
International

Israel holder pressen på afstand af Duterte under statsbesøg

Filippinernes præsident Duterte indleder statsbesøg i Israel, hvor han blandt andet øjner nye våbenhandler.

Når Rodrigo Duterte søndag som den første filippinske præsident indleder et statsbesøg i Israel, vil det meste af hans ophold frem til onsdag ske uden for mediernes søgelys.

Duterte er berygtet for bramfrie udtalelser, og det er angiveligt derfor, at den israelske regerings pressekontor på forhånd har meddelt, at hovedparten af besøget vil være lukket for pressen og offentligheden.

- Det er simpelthen umuligt at forudsige, hvad han vil sige fra det ene øjeblik til det andet, så begge sider ønsker at holde besøget så nedtonet som muligt, siger en anonym kilde, der har medvirket i planlægningen af besøget, til nyhedsbureauet Reuters.

En af Dutertes mest kontroversielle udtalelser faldt i 2016, da han drog en sammenligning til nazilederen Adolf Hitlers jødeudryddelser og sagde, at "han glædeligt ville slagte" narkomaner i Filippinerne i samme skala.

Duterte undskyldte siden bemærkningen, der også var uheldig, fordi Filippinerne under Anden Verdenskrig tog imod omkring 1300 jøder på flugt fra nazisterne.

Israel ser besøget som en mulighed for at takke Filippinerne for den gestus, men derudover øjner begge lande mulighed for at styrke handelsbåndene, skriver Reuters.

Blandt andet på turistområdet, men våben ventes at stå øverst på dagsorden.

USA og Canada har opsagt flere store våbenkontrakter med Filippinerne på grund af bekymring for Dutertes krig mod narko, der har kostet tusindvis af filippinere livet.

Handlen med Israel forløber derimod indtil videre uden problemer. Filippinerne er blevet et nyt marked for israelsk våbeneksport, og milliardkontrakter kan være under opsejling, fordi Duterte planlægger en større modernisering af forsvaret.

Ifølge Henelito Sevilla, en ekspert i internationale forhold ved University of the Philippines i Manila, er formålet med Dutertes besøg at finde alternative leverandører af "våben til vores væbnede styrker så vel som til politiet". Det siger han til AFP.

I 2017 købte Filippinerne radarer og andet militærudstyr for 27 millioner dollar i Israel.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her