Fortsæt til indhold
International

Redningspakke på 300 mio. kroner skal redde Great Barrier Reef

Over halvdelen af pengene skal bruges på at forbedre vandkvaliteten.

Den australske premierminister, Malcolm Turnbull, har annonceret en ny redningspakke for det verdensberømte koralrev Great Barrier Reef på knap 300 millioner danske kroner. Det skriver The Guardian.

Over halvdelenen af pengene skal bruges på at betale landmænd for at forurene mindre. Redningsplanen løber over en periode på 18 måneder.

Som følge af redningspakken skal der også ansættes flere til at passe på revet. De skal blandet andet holde øje med at bestanden af tornebeklædte søstjerner - de såkaldte crown of thorns starfish - holdes nede, da de lever af koraler.

Turnbull påpeger, at der er en meget stærk forbindelse mellem antallet af crown of thorns starfish og mængden af forurening i havet.

Midlerne fra pakken skal også kickstarte et nyt stort forsknings- og udviklingsprojekt for bevaring af koraler.

Den nye redningspakke kommer ovenpå den nuværende pakke fra 2016, på små 240 millioner kroner.

Greenpeace Australien peger på, at den australske regering ikke fokuserer på det virkelige problem. Klimaforandringerne.

Organisationen peger endvidere på, at den australske regering i stedet skal stoppe med at støtte landets kulindustri.