FN: 150 personer frygtes døde i skibsforlis
FN-organet UNHCR rapporterer torsdag, at op mod 150 kan være omkommet i forlis ud for Libyen.
»Tragisk nyt om et skibsforlis med dødelig udgang ud for kysten ved Al Khoms,« lyder det torsdag eftermiddag i en melding fra FN-organet UNHCR (FN’s Fygtningehøjkommisariat).
Meldingen fortsatte, at mindst 100 frygtes omkommet, inden en talsmand senere udtalte, at op mod 150 kan være omkommet.
Siden har libyske myndigheder præciseret, at 116 personer savnes, mens 132 er blevet reddet i land.
Til nyhedsbureauet AP oplyser den libyske flåde ifølge Ritzau, at det var to både med tilsammen omkring 300 mennesker om bord, der forliste.
UNHCR’s talsmand for Afrika og Libyen, Charlie Yaxley skriver på Twitter, at hvis estimaterne holder, vil det være det største tab af liv på en enkelt dag i Middelhavet i år.
»Det er en påmindelse, hvis det var nødvendigt, om, at der SKAl ske en ændring i tilgangen til situationen i Middelhavet,« skriver Yaxley.
Forliset kommer få dage efter, UNHCR i en erklæring skrev, at man føler sig opmuntret af den seneste tids samtaler mellem EU-landene om situationen i Middelhavet, hvor der jævnligt rapporteres om, at flygtninge og migranter mister livet på vej mod Europa.
I erklæringen blev det dog også noteret, at man mener, der endnu mangler en del arbejde.
»Status quo, hvor redningsaktioner bliver overladt til NGO’er eller kommercielle fartøjer, kan ikke fortsætte. En EU-ledet redningsindsats, som ligner programmer, vi har set i senere år, er behøvet,« lyder det blandt andet i erklæringen.