Flere og flere bådflygtninges lig driver i land på Tunesiens kyster
Der bliver lavet massegrave uden for tunesiske kystbyer, og selvom antallet af flygtninge falder, stiger dødsraten blandt bådflygtningene.
Sidste uge blev der fundet 36 lig af skibbrudne migranter på stranden i Zarzis i det sydøstlige Tunesien. Ugen før det kæntrede et skib med 86 migranter ud for den tunesiske kyst, hvorfra der efterfølgende er blevet fundet 82 lig.
De er langt fra enkeltstående tilfælde. Den tunesiske nationalgarde, frivillige og Røde Halvmåne - Røde Kors’ søsterorganisation i muslimske lande - melder ifølge Politiken næsten dagligt om, at migranters lig er drevet i land på tunesiske kyster.
Særligt i byen Zarzis oplever man ofte, at lig af migranter skyller op. Migranterne kommer fra flere forskellige lande, bl.a. Libyen, Bangladesh og Ægypten.
»Flere og flere forsøger at slippe ud af Libyen, men mange når ikke langt ud i Middelhavet, før deres gummibåde og plimsollere lider skibbrud. Og nu, hvor de internationale redningsfartøjer ikke længere må operere i Middelhavet, vil stadig flere ende her,« siger fiskeren Chamseddine Marzoug i telefonen til Politiken.
Mandag var han med til at begrave 20 ofre. Ifølge Politiken har han i over 10 år været med til at bjærge lig fra stranden i Zarzig, men han kan snart ikke mere.
I løbet af de første fire måneder af 2019, blev der fundet 165 lig fra samme rute med afgang fra Libyen. I maj blev der fundet i alt 65 lig langs den tunesiske kyst.
Hændelsen i starten af juli, hvor et skib med 86 migranter om bord forliste, er en af de værste ulykker med migrantbåde nogensinde. Lokale fiskere reddede fire migranter på stedet, hvoraf den ene gik bort efter at være blevet bragt til land.
Mængden af lig, som er skyllet op langs kysten ved Zarzig, har ført til, at der ikke længere er plads på byens kirkegård.
Ifølge flere tunesiske medier samt den tunesiske hjælpeorganisation for økonomiske og sociale rettigheder, FTDES, har flere andre kystbyer afvist at begrave migranterne på kirkegårde.
I stedet bliver de begravet i fællesgrave uden for byerne. Ofte uden at identificere ofrene med dna-test, og flere af gravene får nummer og dato i stedet for navn.
FTDES udsendte i sidste uge en erklæring, hvor de kalder myndighedernes behandling af ofrene »umenneskelig«.
Den tunesiske regering har ad flere omgange udtrykt modvillighed mod at Tunesien bliver samlingssted for migranter og flygtninge på vej til Europa.
I begyndelsen af juni i år lod myndighederne det egyptiske fartøj Maridive vente uden for Zarzis’ havn i over to uger med 75 migranter om bord. Besætningen havde reddet migranterne fra at drukne ud for Libyens kyst, men den tunesiske regering ville ikke lade dem gå i land.
Sidste uge skrev Jyllands-Posten om en redningsaktion, hvor en tysk kaptajn blev arresteret for at gå i havn på den italienske by Lampedusa med 53 migranter om bord trods forbud fra de italienske myndigheder. Kaptajnen Carola Rackete blev derfor arresteret for at hjælpe migranterne i land.
»Vi må have en løsning i Europa, så vi kan modtage mennesker, der flygter til os, og fordele dem retfærdigt. Dublin-systemet, der placerer ansvaret hos de lande, der ligger på EU’s ydre grænser, er ikke retfærdigt,« sagde hun til nyhedsmagasinet Der Spiegel.
Selvom redningsaktionerne er opsigtsvækkende, er flygtningetallene faldet markant siden rekordåret 2016, hvor der kom 390.000 over havet. I 2019 er der indtil videre ankommet omkring 40.000 flygtninge til Europa.
Men selvom antallet af flygtninge falder, er raten af dødsfald højere end nogensinde før. Ifølge UNHCR er én migrant død i 2019 for hver tre migranter, som når Europas kyster.
»Status quo kan ikke fortsætte,« siger Vincent Cochetel, som er leder af den mellemøstlige afdeling af FN’s flygtningeagentur, UNHCR, i en pressemeddelelse.
»Ingen risikerer deres liv og deres families liv på disse desperate bådture, med mindre de føler, de ikke har noget andet valg. Vi bliver nødt til at finde frem til meningsfulde alternativer, som stopper dem fra at være nødt til at træde op i en båd i første omgang,« siger han i meddelelsen.