Fortsæt til indhold
Afrika

Dansk farmer i Zimbabwe: »Vi har måttet skjule vores følelser og spille skuespil i mange år«

Meddelelsen om Mugabes afgang udløste jubel hjemme hos Mass Kirk, der er en af flere danske farmere i Zimbabwe.

»Vi svæver halvanden meter over jorden,« lød det tirsdag aften fra Mass Kirk, en af de få danske farmere, som har holdt stand mod 20 års overgreb fra præsident Robert Mugabes brutale styre.

4.000 hvide farmere – herunder omkring 30 danske – er i de seneste to årtier blevet fordrevet fra deres jord af Mugabes bander af såkaldte krigsveteraner.

I 2002 blev Mass Kirks forældre, Wolle og Birthe, udsat for et alvorligt overfald på farmen. Mens Birthe Kirk blev forsøgt kvalt, blev Wolle Kirk stukket 17 gange med kniv og mistede sit ene øje.

»Vi har måttet skjule vores følelser og spille skuespil i mange år. Det har været en måde at overleve på og komme igennem det her,« siger Mass Kirk, som overtog farmen udenfor Harare efter sin far.

Meddelelsen om Mugabes afgang udløste jubel på farmen, og alle i den yngre generation skyndte sig ind til Harare for at deltage i festen.

Imens blev Mass Kirk hjemme foran fjernsynet.

»Det her er virkelig historisk, og det tager lige lidt tid, før det synker ind. Folk er helt vilde, det er overvældende. Vi sidder og fejrer det med nogle øl,« lyder det fra den sindige thybo, som er fuld af håb for fremtiden:

»Det her har været en hård periode for både de hvide og for Mugabes støtter. Alle har lært en masse på den hårde måde. Nu står vi sammen, det er et helt andet land og et helt andet folk,« siger Mass Kirk.

Ifølge Mass Kirk virker det som om, at man i det afrikanske land er indstillet på at finde en løsning, der inkluderer alle.

»Det er meget opløftende for os. Nu bliver det et demokrati, hvor alle får en chance,« siger Mass Kirk, hvis søn og svigerdatter – sidstnævnte fra Viborg – netop har fået deres eget på en del af farmen.

Farmens grundlægger, Wolle Kirk, mistede livet ved en trafikulykke i Nordjylland i 2009.

I Zimbabwe drev Wolle Kirk både mejeri, kvægbrug, tobaksplantage og en foderstoffabrik.

Han blev kendt for at bygge børnehaver og skoler til sine mange ansatte, mens han i Danmark allerede før sin udvandring blev kendt som indædt modstander af EF, forløberen for EU.