Fortsæt til indhold
Indland

Ny forening bekæmper skolereform

Forældre, der er modstandere af skolereformen, har dannet en ny forældreforening. De føler ikke, at foreningen Skole og Forældre taler de kritiske forældres sag.

Morten Vestergaard

Det vil i fremtiden muligvis ikke kun være lærerformanden, Anders Bondo Christensen, der skyder mod skolereformen i offentligheden. For få dage siden oprettede en gruppe forældre foreningen Folkeskoleforældre, som har det formål at få skolereformen rullet tilbage.

Foreningen har lige nu ca. 200 medlemmer, men ifølge formanden, Thomas Høi, er der i disse dage ca. 50 indmeldelser om dagen.

Folkeskoleforældre udspringer af Facebook-gruppen Forældre imod den nye Folkeskolereform, som p.t. har 5.586 medlemmer, og som Thomas Høi oprettede sidste år sammen med sin kone.

»Vi vil forsøge at gøre op med nogle af myterne i reformen, især at en længere skoledag gør børnene dygtigere. Det er der intet bevis for. Tværtimod tager den længere skoledag fritid fra børnene, hvor de ellers skulle udvikle sig til selvstændige individer, uden at de er overvågede af voksne,« siger Thomas Høi.

»Hvis forældre på en skole ønsker en heldagsskole, så lad dem lave det, men staten skal ikke tage friheden fra alle børn. Jeg tror, at vi om få år vil se, at flere børn begynder at mistrives som en konsekvens af reformen,« mener Thomas Høi, som også retter kritik af de nye lektiecaféer.

»En voksen til 25 elever to timer om ugen giver fire minutters hjælp til hver elev. Så vil jeg hellere hjælpe mine børn derhjemme med lektierne. Jeg tror godt, jeg kan afsætte mere end fire minutter om ugen,« siger Thomas Høi, der er 42 år og direktør i sit eget it-firma i Skanderborg.

Han har fire børn i skolealderen, og familien har valgt, at de to yngste efter sommerferien skal gå på en friskole – pga. af udsigten til en længere skoledag.

Føler sig overhørt

Ifølge Thomas Høi skal foreningen Folkeskoleforældre også ses som en reaktion på, at han og resten af bestyrelsen ikke mener, at den eksisterende forældreforening, Skole og Forældre, repræsenterer de forældre, der er kritiske over for skolereformen og en længere skoledag.

Man kunne mene, at I er lidt sent på den, da reformen er vedtaget af et bredt politisk flertal. Hvad er det, I vil opnå?

»Vi ved godt, at de fleste partier på Christiansborg ikke er enige med os, men vi føler, at vi giver stemme til en overhørt gruppe af forældre, og på længere sigt er vores mål at arbejde for, at dele af folkeskolereformen rulles tilbage. Jeg er da også allerede blevet inviteret til kaffe på Christiansborg, og jeg har udvekslet telefonnummer med Anders Bondo, som jeg mødte på Skanderborg Festival.«

I en rundspørge til forældre med skolebørn, som Wilke for nylig foretog for Jyllands-Posten, svarede 51,8 pct, at det er en god idé at gøre skoledagen længere, som det sker med skolereformen. 33,4 pct. svarede ”nej”. 14,8 pct svarede ”ved ikke”.

Den eksisterende forældreforening Skole og Forældre har ca. 8.000 medlemmer, som både er skolebestyrelsesmedlemmer og almindelige forældre. Formanden, Mette With Hagensen, mener ikke, at der er så stor forskel på de to foreningers politik. Men hun kan ikke genkende, at Skole og Forældre ikke taler reform-kritiske forældres stemme.

»Vi repræsenterer en bred skare af forældre og skoler, så derfor er vores udmeldinger nuancerede i et forsøg på at rumme bredden blandt vores medlemmer, og dermed både den kritiske og den positive forælder,« siger hun.