Politiet bekræfter: En tredje person blev set sammen med Kim Wall og Peter Madsen inden afgang med ubåd
Der er ingen mistanke rettet mod personen, slår politiet fast.
Det strømmer ind med henvendelser fra vidner og folk, der mener at have nyttige oplysninger i forbindelse med sagen om den svenske journalist Kim Wall og opfinder Peter Madsen.
Flere af de over 600 tips har gået på en tredje person, der blev set sammen med de to personer, inden de steg om bord på ubåden Nautilus torsdag den 10. august.
Siden døde Kim Wall, mens Peter Madsen er blevet sigtet for drab og usømmelig omgang med lig.
Han nægter sig skyldig i begge sigtelser.
Københavns Politi bekræfter over for den svenske avis Expressen, at man har fået oplysninger om den omtalte tredje person.
»Vi ved også, hvem det er. Der er ikke noget mærkeligt ved det. Der er ingen mistanke mod personen,« siger efterforskningsleder Jens Møller til Expressen.
Han slår samtidig fast, at politiet gerne tager imod flere henvendelser.
»Vi tager ingen chancer med noget. Vi er interesserede i at tale med alle, som har kendskab til Peter Madsen eller Kim, hvorfor de to var sammen, hvorfor de skulle sejle i ubåden, og om nogen har set dem sammen,« siger Jens Møller.
Den tredje person blev angiveligt set, da han ifølge vidner filmede et interview med Peter Madsen, som Kim Wall foretog.
Kim Wall var på reportagetur i ubåden, da hun forsvandt.
Siden dukkede en torso op, der matchede hendes dna.
Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde under en ulykke om bord på ubåden, hvorefter han »begravede hende til søs«.