Fortsæt til indhold
Indland

Ubådskaptajn sigtes for usømmelig omgang med lig

Politiet har indtil videre fået over 600 henvendelser i ubådssagen.

Sigtelsen mod ubådskaptajnen Peter Madsen er blevet udvidet.

Det oplyser politiet fredag morgen i en pressemeddelelse.

Peter Madsen, der indtil nu har været drabssigtet, blev afhørt igen torsdag, og han sigtes nu også for usømmelig omgang med lig efter straffelovens paragraf 139, stk. 1.

Den sigtede nægter sig skyldig i såvel drab som usømmelig omgang med lig, oplyser politiet. Af hensyn til dørlukning i sagen og sagens videre efterforskning vil politiet ikke fortælle mere om, hvad der kom frem under afhøringen.

Københavns Politi har indtil fredag morgen modtaget i alt 656 henvendelser fra offentligheden i sagen.

»Dette vil vi gerne takke for. Samtidig skal vi beklage, at vi endnu ikke har nået at vende tilbage til alle, der har kontaktet os. Vi har indledningsvis delt henvendelserne op i emneområdet, og prioriterer vores afhøringer, således at vi løbende er dækket ind i alle emneområderne. Vi er i gang, og skal nok kontakte de vidner, der endnu ikke har hørt fra os,« siger drabschef Jens Møller Jensen.

Politiet vil fortsat gerne have henvendelser fra folk, der har viden om sagen, eller som har gjort interessante fund. Mandag blev den 30-årige Kim Walls torso fundet i vandet ved Vestamager, hvilket blev bekræftet onsdag af Københavns Politi.

Politiet leder nu efter de manglende ligdele, samt det tøj Kim Wall havde på, da ubåden sejlede ud torsdag den 10. august med den svenske journalist og Peter Madsen om bord.

»Dette er en orange trøje, en sort og hvid mønstret nederdel samt et par hvide sko. Endvidere vil vi også stadig gerne hører fra personer, der kan gøre os klogere på de involverede personer og deres adfærd,« skriver politiet.

Politiet oplyser, at der ikke er planlagt yderligere eftersøgning i Danmark fredag, men at Beredskabsstyrelsen og forsvarets dykkere står klar, hvis der kommer »relevante ønsker til eftersøgninger«.

Forsvarets minørtjeneste har fredag morgen dykket i Dragør Havn. Det skyldes alene, at den sigtede efter at være reddet, blev bragt i land i Dragør Havn og derfra blev kørt til afhøring hos politiet, skriver Københavns Politi.

Peter Madsen sidder varetægtsfængslet indtil den 5. september. Han er i øjeblikket varetægtsfængslet for »uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder« efter straffelovens paragraf 241.

Specialanklager ved Advokaturen for Personfarlig Kriminalitet hos Københavns Politi, Jakob Buch-Jepsen, varslede allerede, at der kunne være en ny sigtelse på vej torsdag. Han fortalte desuden til BT, at anklagemyndigheden have Peter Madsen mentalundersøgt.

I første omgang forklarede Peter Madsen, at han torsdag aften den 10. august havde sat Kim Wall af ved Refshaleøen efter deres tur i den hjemmebyggede ubåd ”UC3 Nautilus”.

Politiet offentliggjorde mandag en pressemeddelelse, hvor det blev oplyst, at Peter Madsen den 12. august under et grundlovsforhør havde forklaret, at en ulykke om bord på den hjemmebyggede ubåd havde kostet Kim Wall livet.