Fortsæt til indhold
Indland

For Jens Møller er det vigtigt at kunne tage en pause, når det hele bliver for meget

Afdelingschef Jens Møller Jensen optræder jævnligt i medierne som leder af efterforskningen i ubådssagen. Men hvem er han egentligt?

»Jeg er ikke den nye Ove Dahl. Og det er jeg glad for, at jeg ikke skal være. Det ville være et helt urimeligt forventningspres at lægge på mig og afdelingen. Ove er i mine øjne den sidste drabschef. Jeg bliver den nye chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet.«

Sådan sagde den dengang 51-årige Jens Møller Jensen til BT i 2011 - lige inden, han skulle være chef for adelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi.

En stilling, han nu har siddet i omkring seks år.

»For mig er jobbet meget bredere. Det er ikke kun drabene, der trækker. Det er også de grove sager: Røverierne - de store guldsmederøverier og bankrøverierne. Og så er jeg meget bevidst om, at jeg også har en røveriafdeling og en afdeling for kvindehandel,« sagde han dengang til BT.

Der har været mange former for kriminalitet, der har haft politimandens interesse.

Jens Møller Jensen brugte sine første år som efterforsker i narkosager. Siden har han både været vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi, været chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet i Midt- og Vestsjællands Politi og så har han også været leder af lokalpolitiet i Karslunde.

Og nu er hans job som chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet blandt andet at jage terrorister, voldtægtsmænd og mordere. En stilling, hvor han har været stærkt mediedækket og efterspurgt under efterforskningen af mordet på den svenske journalist Kim Wall.

Men udover at jagte forbrydere, terrorister og mordere til daglig, er Jens Møller Jensen en mand, der lægger vægt på, at det er vigtigt at have andre interesser og at kunne tage en puster, når det hele bliver for meget.

I et interview med Jægerforbundet i august 2017 fortalte Jens Møller Jensen, hvordan han kommer fra en jagtfamilie. Som ung har han både jagtet ræve, fisk og fugle med sin familie, da både hans far og storebror er og var jægere.

»Drengeårene blev helt naturligt afløst af ungdomsårene, hvor den stod på uddannelse, arbejde og familieliv, så der blev skruet lidt ned for jagten i de år. Derimod blev det til en del fisketure, og det er ikke så få bæk og havørred, jeg har fået på krogen,« fortalte Jens Møller til bladet.

Og måske hans jagt-hobby hænger sammen med arbejdet som drabschef. I interviewet med BT i 2011 citerede han i forbindelse med jagten på den et-benede bokser Lors Doukaev Rejseholdets gamle motto:

»Man jager et bæst, men man fanger et menneske Jeg er sikker på, det er et menneske, vi har fanget - et meget presset menneske,« sagde Jens Møller Jensen.

Jeg arbejdede fandeme altid. Det er ikke forkert at sige, at jeg var forelsket i mit arbejde.
Jens Møller Jensen, Chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi

Lors Doukaev var manden bag en bombeeksplosion på Hotel Jørgensen d. 10. september 2010, som Jens Møller efterfølgende fangede og sendte i fængsel.

Den nu 58-årige leder af Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet har som chef haft fat i nogle af landets største, mest dramatiske og sindsoprivende kriminalsager. Det inkluderer blandt andet Omar el-Husseins terrorangreb i København i 2015, attentatforsøget mod Lars Hedegaard, sagen om den etbende bokser Lors Doukaev og Amagermandens kriminalitet i København.

»Jeg har ikke tal på de drabssager, jeg har været med til at efterforske. Det går andre meget op i. Men der er vel syv eller otte drab om året i København. Heldigvis har vi i min tid som chef været forskånet for sager med kvindedrab og børn,« sagde Jens Møller Jensen i et interview med Ekstra Bladet i juli i år.

En statistik, som nu er blevet brudt på grund af drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Jens Møller Jensen fortalte Ekstra Bladet, at han ikke kun er en »kold mand,« som han nogle gange fremstår som i medierne. Han kan sagtens få en klump i halsen og våde øje. Ikke over sit arbejde - men for eksempel over en begravelse eller en dårlig film på tv.

Det er nemlig en styrke at kunne se, hvornår man lige har brug for en pause, mener han. Og så er man klar igen.

Det er måske en erkendelse, Jens Møller har fået af bitter erfaring.

I 2000 røg han ned med en dyb personlig krise forårsaget af depression og stress. Dengang var han leder i Københavns narkoafdeling, og han kunne sagtens finde på at arbejde to eller tre døgn i træk.

»Jeg arbejdede fandeme altid. Det er ikke forkert at sige, at jeg var forelsket i mit arbejde. Det var ikke sundt, og jeg magtede ikke at være lige så nærværende over for min datter, som jeg havde været over for min søn. Samtidig gik ægteskabet med mine børns mor i skuddermudder, fordi jeg ikke investerede nok i det. Oven i kom så, at min far var død nogle år forinden. Det var nok summen af det hele,« fortalte Jens Møller Jensen til Ekstra Bladet.

Jens Møller Jensen på politigården i Købehavn. Foto: Jonas Olufsen/EB

Men efter en lang periode med problemer og en sygemelding, kom chefen ovenpå igen. Jens Møller Jensen mener selv, det havde meget at gøre med, at politiets ledelse var så forstående.

Han er stadig den dag i dag opmærksom på at stoppe op, når det hele bliver for meget.

Jens Møller Jensen er kæreste med advokaturchefen Kristine Scharling, som han har været sammen med siden 2015. Han bor alene med sin jagthund i en villa vest for København. Han har to brudte ægteskaber bag sig og er far til en voksen datter og en voksen søn.