Fortsæt til indhold
Indland

Tusinder udebliver stadig fra Forsvarets Dag

Forsvaret har stadig problemer med at få unge mænd til at dukke op til Forsvarets Dag.

Forsvaret har for alvor de seneste to år mærket, hvor svært det kan være at digitalisere en proces.

I oktober 2015 gik forsvaret over til at indkalde til Forsvarets Dag, hvor 18-årige mænd skal møde op til session, gennem digital post på e-Boks frem for at sende et fysisk brev.

Men de unge mænd tjekker ikke deres e-Boks, og det betyder, at tusindvis stadig ikke dukker op til session.

Alene i det første halve år af 2017 er der 3.695, som er udeblevet fra Forsvarets Dag. Mellem første og andet kvartal i år skete der et lille fald i udeblivelsen, men hvis man ser på det store hele, er det stadig ikke lykkedes forsvaret at få de unge mænd til at dukke op til session.

For i hele 2016 var antallet af udeblivelser på 4.048, og hvis udviklingen i udeblivelser fortsætter, som det har gjort det første halve år, runder forsvaret over 7.000 udeblivelser til session i år.

Ved ikke at dukke op til session, overtræder mændene værnepligtsloven.

Det udløser både bøder og rykkerbreve, hvor sidstnævnte bliver sendt som et fysisk brev. Første bøde er på 1.000 kr., og glemmer man det igen, er anden bøde på 2.000 kr., mens det tredje gang kan give en fængselsstraf. Hvis alle de dømte efter værnepligtsloven i 2016 fik en bøde, beløber det sig til over fire mio. kr. i alt.

Forsvaret fortæller i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at det stadig er en udfordring at kontakte mændene på e-Boks.

»Vi kan bekræfte, at der stadig er et alt for stort antal udeblivelser fra Forsvarets Dag i forbindelse med overgangen til digital post,« udtaler Maria Lillegaard Hansen, der er specialkonsulent i forsvaret.

Forsvaret har ellers prøvet at forbedre situationen ved at iværksætte kampagner på Facebook og på hjemmesiden for Forsvarets Dag. Her kan man også se, at forsvaret forsøger at nå ud til en anden målgruppe end de unge drenge, der ikke tjekker deres e-Boks.

Facebook-opslaget henvender sig nemlig direkte til drengenes mødre:

Den 20-årige nyuddannede elektriker Michael Steensen Meyer er en af dem, der glemte at tjekke e-Boks. Selv om han erkender, at ansvaret ligger hos ham selv, synes han, at det er et problem, når indkaldelsen kun sker gennem e-Boks.

»Havde jeg fået et brev i hånden med en dato, tror jeg, at det var endt anderledes. Det er fint nok at sende over e-Boks, men et brev ville ikke slå nogen ihjel. Særligt når det kan give et bødeforlæg. Jeg vil påstå, at alle på et tidspunkt kan komme til at overse noget i e-Boks. I hvert fald unge mennesker,« har Michael Steensen Meyer tidligere fortalt til Jyllands-Posten.

Digitaliseringsstyrelsen mener, at problemet særligt skyldes »manglende viden om den offentlige sektor, som udgør en barriere i forhold til at forstå relevansen af f.eks. digital post«.

Ifølge Digitaliseringsstyrelsen var der ved udgangen af februar i år ca. 522.000 borgere i alderen 18-24 år tilmeldt digital post. Ud af dem havde 5,7 pct. modtaget digital post inden for de seneste seks måneder uden at logge ind for at læse den.