Fortsæt til indhold
Indland

Tidligere minister bliver ny generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp

Christian Friis Bach afløser Andreas Kamm, der stopper efter 20 år på posten.

Christian Friis Bach bliver ny generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Den tidligere minister efterfølger Andreas Kamm, der ved udgangen af oktober stopper efter næsten 20 år på posten.

51-årige Christian Friis Bach var i perioden 2011-2015 medlem af Folketinget og samtidig gruppenæstformand for det Radikale Venstre.

Han er for nylig vendt tilbage til Danmark efter i en årrække at have været leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa (UNECE).

Med stillingen som generalsekretær kommer Christian Friis Bach til at stå i spidsen for den humanitære organisations aktiviteter i over 35 lande, over 7.000 ansatte, 8.000 frivillige og en omsætning på knap tre mia. kr.

»Det har været helt afgørende for os, at den nye generalsekretær både er en leder med en solid international erfaring, stor anseelse og stærke personlige værdier. Det er vigtige forudsætninger, for at Dansk Flygtningehjælp fortsat kan løfte de meget komplekse opgaver, som vi står overfor, både globalt og i Danmark,« udtaler Stig Glent-Madsen, Dansk Flygtningehjælps formand, og tilføjer:

»Jeg er derfor utrolig glad for, at det bliver Christian Friis Bach, der skal overtage posten til efteråret, og jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig en bedre og mere oplagt kandidat til jobbet.«

Selv glæder Christian Friis Bach sig til at besidde posten som generalsekretær.

»Dansk Flygtningehjælp er en unik organisation med stor international anerkendelse, som hver eneste dag gør en positiv forskel for millioner af mennesker på flugt og i nød. Det er et ønskejob, der forener alt det, jeg finder vigtigt og rigtigt,« udtaler han.

Christian Friis Bach var fra oktober 2011 udviklingsminister og sad i embedet frem til november 2013, hvor han trådte tilbage i forbindelse med den såkaldte GGGI-sag.

Den sydkoreanske klimaorganisation GGGI havde siden 2011 modtaget 90 mio. kr. i støtte fra Danmark. En støtte, der angiveligt var blevet givet på et »spinkelt grundlag«.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der var formand for GGGI fra juni 2012, og organisationen kom i starten af oktober 2013 i de danske mediers søgelys, da det blev afsløret, at Venstre-formanden havde været på 15 rejser, der tilsammen løb op i over en mio. kr.

Lars Løkke Rasmussen måtte efterfølgende fremlægge alle sine rejsebilag, og Christian Friis Bach måtte forlade sin ministerpost, da det kom frem, at han havde haft kendskab til en rapport fra 2012, hvori GGGI blev anklaget for misbrug af offentlige midler, uden at have orienteret Folketinget om det.

»Der står ikke noget om korruption i den rapport, og derfor står der heller ikke noget om korruption med danske midler,« lød det dengang fra den daværende udviklingsminister.