Sådan påvirker terrorangrebet i Manchester danske koncerter
Der er stor fokus på sikkerheden, lyder det sammenstemmende fra koncert-arrangører.
Et bombeangreb fandt mandag aften sted i engelske Manchester, hvor den amerikanske sanger Ariana Grande afholdt en koncert. 22 mennesker blev dræbt ved angrebet, mens 59 blev såret.
I den næste tid finder en række store underholdningsbegivenheder sted i Danmark, men i hvilket omfang vil angrebet i Manchester påvirke koncerterne på dansk jord?
Telia Parken i København er en af arrangørerne af to store kommende begivenheder. Torsdag tager FCK således imod Brøndby i den danske pokalfinale i fodbold, mens det engelske band Depeche Mode også gæster Parken i næste uge. Jes Mortensen er pressechef hos FC København, og han fortæller, at sikkerhed bestemt ikke er et område, man negligerer i Parken.
»Vi tager sikkerhed meget alvorligt, og sikkerhed trumfer alt, når vi arrangerer begivenheder. Angrebet i Manchester er desværre ikke overraskende, og vi uddanner konstant vores personale, så vi kan ruste dem mod terrorangreb,« siger Jes Mortensen og tilføjer:
»Det der er sket i Manchester også kan ske i København. Af den grund er vi i daglig kontakt med Københavns Politi om, hvordan sikkerheds-setuppet skal se ud til vores konkrete arrangementer,« siger Jes Mortensen.
På onsdag finder begivenheden gadefesten Distortion sted flere steder i København, og mens sikkerhedsforanstaltningerne hvert år gennemgås nøje, så er sikkerhedsniveauet i år højere end det nogensinde har været. Sådan lyder det fra festivalarrangør Thomas Fleurquin til TV 2 Lorry.
»Vi har i år et meget meget højere beredskab, end vi nogensinde tidligere haft haft,« siger Thomas Fleurquin til mediet, og forklarer, at den øgede sikkerhed blandt andet består i flere synlige vagter samt opsættelse af betonklodser.
»Vi sætter betonklodser op rundt om festerne på både Vesterbro og Nørrebro. Derudover vil både vores eget tryghedskorps, politiet og PET være til stede under hele festivalen,« siger Thomas Fleurquin til TV2 Lorry.
I morgen onsdag gæster artisterne Nik & Jay Royal Arena i København, og på trods af det nylige terrorangreb vil koncerten fortsætte som planlagt. Sådan lyder det fra Jesper Christensen, Managing Director hos koncertarrangøren Live Nation Danmark, i en skriftlig udtalelse til Ritzau tirsdag.
»Sikkerheden ved vores shows er fortsat vores højeste prioritet, og vi er i kontakt med de danske myndigheder og følger deres anvisninger,« skriver han til Ritzau.
På torsdag, på Kristi himmelfartsdag, finder en anden stor begivenhed sted, når det tyske metal-band Rammstein indtager Fængslet i Horsens, hvor politiet også holder skarpt øje med sikkerheden, lyder det fra Michael Weiss, der er politiinspektør i Sydøstjyllands Politi.
»Sammen med Rigspolitiet og arrangørerne af koncerten fastsætter vi - Sydøstjyllands Politi - de fornødne initiativer, der kan øge sikkerheden. Angrebet i Manchester betyder, at vi skærper vores opmærksomhed på terror, og hvis det bliver nødvendigt at ændre noget, så gør vi det. Vigtigt er det dog at påpege, at vores sikkerhedsniveau de seneste to år har været på et meget højt niveau,« siger Michael Weiss.
Fra vicepoliti-inspektør i Rigspolitiet, Benny Øchkenholt, er meldingen nogenlunde den samme.
»Vi er i forhøjet beredskab, hvor vi har indført en lang række foranstaltninger med henblik på at sikre borgernes sikkerhed. Det kan være taktik eller særligt udstyr, men de ting kan jeg ikke gå i nærmere detaljer omkring. Men det er klart, at vi overvåger situationen i England, og hvis det giver anledning til at ændre danske forhold, så gør vi det,« siger han.