Fortsæt til indhold
Europa

Overblik: Det ved vi om fatal hændelse ved Manchester Arena

En koncert med den amerikanske sanger Ariana Grande i Manchester udviklede sig til en tragedie.

/ritzau/

Der lød mandag aften et stort brag efter en koncert med den amerikanske sangerinde Ariana Grande i den britiske storby Manchester.

Efterfølgende er mange personer bekræftet døde og endnu flere er kvæstede, oplyser politiet i Manchester.

Her er, hvad vi ved indtil videre.

  • Politiet i Manchester bekræfter på et pressemøde tidligt tirsdag morgen, at 22 er døde og 59 er sårede.
  • Angrebet er ifølge politiet foretaget af en enkelt selvmordsbomber.
  • Det er fortsat uvist, om det er eksplosionen eller panikken, der opstod efter, der har været den primære årsag til de mange dødsfald.
  • Både premierminister Theresa May og labourleder Jeremy Corbyn har efterfølgende suspenderet valgkampen på ubestemt tid. Briterne skal til valg den 8. juni.
  • Politiet bliver alarmeret om eksplosionen klokken 23.33 dansk tid.
  • Britisk politi oplyste kort efter til BBC, at man efterforsker episoden som en mulig terrorhandling.
  • Kort før klokken 02 foretog bomberyddere i byen en kontrolleret detonation af en sprængladning ved Cathedral Gardens. Det viste sig dog at være efterladt tøj.
  • Den britiske premierminister, Theresa May, har indkaldt til et ekstraordinært sikkerhedsmøde, der skal finde sted tirsdag formiddag klokken 10 dansk tid.
  • Toglinjerne fra Victoria Station i Manchester er lukket ned og evakueret, ligesom alle tog er aflyst, oplyser jernbaneselskabet National Rail på Twitter.
  • Samtlige veje mod arenaen er desuden spærret af politiet, beretter nyhedsbureauet dpa.