På med sommertøjet: Nu er varmen på vej
Temperaturen kan snige sig helt op på 25 grader i næste uge.
Efter en uge med køligt forårsvejr, kan du roligt finde shorts og T-shirt frem fra bagerst i skabet.
Allerede fra weekenden får vi nemlig temperaturer, der leder tankerne hen på sommervejr. I begyndelsen af uge 20 vil temperaturen ligge på omkring 18 grader, og senere på ugen kan de nå helt op på 20 til 25 grader.
Det skriver Ekstrabladet, som har fået vejrudsigten af DMI.
»Det er den sydlige del af Danmark, som vil få de helt høje temperaturer, da varmen kommer sydfra. Men jo længere væk man kommer fra kysterne, jo varmere vil det være,« siger vagthavende hos DMI, Marianne Patzer til mediet.
I kystområderne vil være køligere, og temperaturen vil her ligge på mellem 12 til 15 grader i begyndelsen af ugen. Man kan heller ikke forvente stabilt solskinsvejr, lyder det i DMI's prognose.
»Fronter med skyer og regn vil hele tiden befinde sig tæt på landet,« skriver DMI.
Sommervejret får dog hurtigt en ende, spår DMI i sin mere langsigtede prognose. Allerede ugen efter vil det blive klassisk majvejr med mellem 15 og 20 grader.