Fortsæt til indhold
Indland

Kom maj, du søde milde: Koldeste forårsvejr i 22 år

Danmark blev natten til tirsdag ramt af usædvanlig og udbredt nattefrost.

Hvis man konsulterer sin kalender, fortæller den, at foråret snart skal blive til sommer, men det tager vejrguderne nu ikke så tungt.

De har i hvert fald sørget for et usædvanlig koldt forårsvejr, skriver TV 2 Vejret.

Angiveligt skal man helt tilbage til 1995 for at finde temperaturer, der var lavere, end dem vi nu oplever i det sene forår. Dengang kunne der måles minus 4 grader i perioden mellem den 7. og 20. maj.

Natten til tirsdag faldt temperaturen næsten ned på et tilsvarende niveau, da der i Skrydstrup i Sønderjylland blev målt minus 3,3 grader og decideret frostvejr i den tidlige morgenstund.

I Jylland, på Sjælland og på Bornholm dykkede temperaturen ligeledes under 0 grader, og frosten har ramt store dele af Danmark. Den har dækket de største arealer i Jylland, samt dele af Bornholm, Sydsjælland og Nordsjælland.

Man skal dog på en længere tur i tidsmaskinen, hvis man skal finde vejrhistoriens koldeste majnat. Den fandt ifølge DMI sted den 14. maj i 1900, hvor der blev målt minus 8 grader i Gludsted Plantage.

Samtidig er maj dog rekordholder for den mest solrige måned overhovedet. I 2008 kunne man nemlig nyde 347 timer med sol.