Fortsæt til indhold
Indland

En person i kritisk tilstand efter færdselsulykke

To biler kørte frontalt sammen på jysk hovedvej.

En ældre mand er kommet alvorligt til skade efter en trafikulykke på Hovedvej A11 nord for Skærbæk tirsdag eftermiddag.

To biler kørte frontalt sammen med omkring 80 kilometer i timen, da den ældre mands bil tilsyneladende endte i den modsatte vejbane efter ukendte omstændigheder.

Her blev bilen ramt af en modkørende varebil.

Den tilskadekomne mand er 74 år og fra området omkring Ribe.

I første omgang meddelte politiet, at manden var overført til Odense Sygehus i kritisk tilstand.

Siden er mandens tilstand blevet mere stabil, fortæller vagtchef Erik Lindholdt ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Jyllands-Posten.

»Han er fortsat alvorligt tilskadekommen, men han er stabil og umiddelbart ikke i livsfare på nuværende tidspunkt,« siger han, men nævner, at mandens alder kan gøre situationen mere kritisk.

Der er ingen oplysninger om den anden persons tilstand.

Hovedvejen er nu igen blevet åbnet, efter at den i flere timer var spærret efter ulykken.