Fortsæt til indhold
Indland

Red Barnet: Overgreb mod børn bliver grovere

Antallet af børnepornosager er steget fra 2014- 2015, viser tal fra politiet. Red Barnet er bekymret over udviklingen.

Bag computerskærme verden over sidder krænkere og bestiller, dikterer samt ser seksuelt misbrug af børn.

Overgreb mod børn har altid fundet sted, men har skiftet karakter og er blevet voldsommere. En udvikling, der har skabt stor bekymring hos Gitte Jakobsen, seniorrådgiver i Red Barnet.

»Vi hører om flere sager, hvor børnene bliver yngre og overgrebene grovere. I de værste kan det koste barnet livet,« siger hun.

Det uhyggelige fænomen, hvor en person sidder i et land og dikterer, hvad en medgerningsmand i et andet land skal udsætte barnet for, kaldes webcam child sex tourism. Ifølge Gitte Jakobsen har udbredelsen af internettet været medvirkende til, at voksne mennesker verden over har fået flere muligheder for at få opfyldt nogle lyster uden at blive opdaget.

Fænomenet har været kendt af politiet i omkring seks år, forklarede Flemming Kjærside, politikommissær hos Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) i Jyllands- Posten den 15. februar i år, da en 70-årig mand fra Brøndby ifølge anklageskriftet blev tiltalt for i alt at have bestilt 346 online-overgreb mod børn i Fillippinerne. Gennem sin forsvarer erkendte den 70-årige dagen efter, at have medvirket til bl.a. voldtægt af mindreårige børn.

Og det er netop fra Filippinerne, at mange af online-overgrebene udføres. Det menes, at flere tusinde børn i landet har været ofre for denne type af seksuelt misbrug.

Svære sager at opspore

Politikommissæren har også tidligere i sagen om den 70-årige forklaret, at det er vanskeligt at opspore sager om online-overgreb, fordi liveudsendelserne ikke efterlader spor på computeren:

»Efter udsendelsen er overstået, forsvinder den op i cyberspace. Det er som at tale i telefon, dér forsvinder samtalen også.«

Den første sag om webcam child sex tourism i Danmark kom for retten i 2014, da en mand fra Nordjylland blev idømt tre og et halvt års fængsel for medvirken til flere seksuelle overgreb mod børn. På nuværende tidspunkt sidder tre varetægtsfængslet i denne type sager – den ene er den 70-årige fra Brøndby.

I de seneste år er andre grove sager om misbrug og overgreb mod børn blevet afsløret. I 2016 blev en mand fra Randers idømt seks års fængsel for bl.a. at have været administrator på to lukkede internetgrupper for pædofile, overgreb, besiddelse af børneporno og distribution heraf. Sagen blev dengang kaldt »en af danmarkshistoriens groveste«. Ligeledes er en mand på Bornholm sigtet i en større sag om børneporno. Han kræves nu anholdt af politiet igen, da han i sidste uge for anden gang udeblev fra retten.

»Man kan altid gøre mere«

I politiets nationale strategiske analyse fra 2016 vurderes det, at der kan være risiko for en stigning af denne type kriminalitet i Danmark. Fra 2014 til 2015 viser rapporten, at der har været en stor stigning i anmeldelser af børneporno. Tallet er gået fra 184 til 270.

Gitte Jakobsen mener, at indsatsen mod børneporno aldrig kan blive stor nok.

»Man kan altid gøre mere, og man skal også gøre mere. For det er vigtigt at huske, at selv om et overgreb bestilles på nettet, og vedkommende derfor ikke har fysisk kontakt, er der stadig et barn et sted i verden, som bliver voldtaget,« siger hun.