Fortsæt til indhold
Indland

Mand tiltalt for at diktere 346 overgreb mod børn på nettet

70-årig mand fra Brøndby kræves idømt forvaring for at have bestilt seksuelle overgreb mod filippinske børn.

Katrine Stampe og ritzau

En 70-årig mand fra Vestegen har ifølge politiets anklage bestilt, instrueret og medvirket til grove seksuelle overgreb mod mindreårige børn i Filippinerne.

Ifølge Københavns Vestegns Politi er der tale om en »udsædvanlig grov sag«, som ikke har fortilfælde herhjemme.

Manden er bl.a. anklaget for medvirken til voldtægt af barn under 12 år, at personer under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden og andet seksuelt forhold end samleje med barn under 15 år. Det fremgår af anklageskriftet, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

Tiltalen lyder i alt på 346 forhold om medvirken til forskellige seksuelle overgreb af mindreårige børn i alderen 6 til 16 år i årene 2011 til 2016.

Ifølge anklageskriftet er der tale om livestreaminger af de seksuelle krænkelser til tiltaltes egen computer, hvor formålet angiveligt var at tilfredsstille egne seksuelle behov.

I alle 346 tilfælde har den 70-årige mand fra sit hjem i Brøndby bestilt overgrebene gennem chat på sin computer og derefter fået vist en direkte udsendelse med overgrebene – en såkaldt livestreaming. Efterfølgende har han i de fleste tilfælde betalt via online betalingstjenester som PayPal.

Flemming Kjærside, politikommissær ved Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) forklarer, at sager om livestreaming med kriminelt indhold er vanskelige at opklare.

»Efter udsendelsen er overstået, forsvinder den op i cyberspace. Det er, som at snakke i telefon, der forsvinder samtalen også,« siger han og forklarer, at liveudsendelserne ikke efterlader spor til computeren på samme måde, som hvis en udsendelse bliver downloadet.

Det menes, at flere tusinde børn i Filippinerne er ofre for denne type af seksuelt misbrug.

NC3 kom på sporet af sagen efter en henvendelse fra udlandet, der efterfølgende satte gang i efterforskningsarbejdet i samarbejde med Københavns Vestegns Politi.

»Vi skulle bl.a. finde ud af, hvor vi havde en mistænkt i den her sag. Det, fandt vi ud af, var på Vestegnen,« siger politikommissæren.

Samarbejdet mellem de to politienheder resulterede i begyndelsen af februar i anholdelsen af den 70-årige mand, som siden har været varetægtsfængslet.

Udover den 70-årige mand fra Brøndby er to andre anholdt i lignende sager, og flere er på vej, oplyser NC3.

»Vi så de første sager for fire-seks år siden i udlandet, og siden har vi gået og ”ventet” på, at de skulle komme til Danmark. Det gør de så nu,« siger Flemming Kjærside.

I 2014 blev en mand fra Nordjylland idømt tre og et halvt års fængsel i en lignende sag. Han er foreløbig den eneste dømte i den type sager i Danmark.

Anklagemyndigheden går i sagen mod den 70-årige efter en forvaringsdom, fremgår det af anklageskriftet. Det er en af de hårdeste straffe, en person kan idømmes efter dansk straffelov.

Retssagen skal føres i retten i Glostrup. Det første retsmøde er planlagt til den 28. februar.