Fortsæt til indhold
Indland

Nice og Berlin spøger: Simpel terror er mest sandsynlig

Terrortruslen mod Danmark fortsat er alvorlig, lyder det i ny PET-rapport.

Islamistiske terrorister tog et nyt våben i brug i Europa i 2016: Lastbiler.

I juli dræbte tuneseren Mohamed Lahouaiej-Bouhlel 86 mennesker og sårede flere hundrede, da han med høj hastighed kørte en lastbil omkring to kilometer gennem folkemængden på strandpromenaden i Nice i Sydfrankrig.

Samme metode gentog sig i Berlin 19. december, hvor terroristen Anis Amri – ligeledes fra Tunesien – dræbte 12 personer og sårede over 50 på et tæt befolket julemarked midt i den tyske hovedstad.

Ingen af terroristerne havde så vidt vides været i Syrien eller Irak for at få kamptræning, men ved at omdanne almindelige transportmidler – lastbiler – til dødbringende våben viste de, »at et simpelt angreb kan have stor skadevirkning,« konstaterer PET i den seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark.

I rapporten konkluderer Center for Terroranalyse (CTA), at såkaldte »simple« angreb med »lettilgængelige midler« er den mest sandsynlige form for terror i Danmark. Og det er ikke nødvendigvis hjemvendte Syrien-krigere, der risikerer at sidde bag rattet eller trykke på aftrækkeren:

»Personer uden erfaring fra konfliktzonen, som er inspireret af militant islamistisk propaganda eller understøttet af militante islamister, begår typisk simple angreb med lettilgængelige midler med en kort planlægningsfase. Angrebene gennemføres ofte alene eller i en mindre gruppe i gerningsmændenes nærområde. CTA vurderer, at denne type angreb udgør den mest sandsynlige form for terrorangreb i Danmark,« står der i rapporten, som blev offentliggjort tirsdag.

Analytikerne hos CTA betragter også knive, skydevåben brandbomber, mindre hjemmelavede bomber eller andre »forhåndenværende midler« som lettilgængelige våben. Rapporten nævner ikke direkte, at lastbilmassakrer er sandsynlige i Danmark, men Frank Jensen, tidl. operativ chef i PET og terroranalytiker hos TV 2, er ikke i tvivl om, at efterretningstjenesten er opmærksom på risikoen.

»Ellers ville man ikke passe sit job ordentligt som sikkerhedsmyndighed,« siger han.

Et bevis på, at myndighederne har fokus på risikoen for lastbilangreb er, at der efter juleangrebet i Berlin blev placeret betonblokke på eksempelvis Rådhuspladsen og Strøget i København, som skulle forsøge at standse angribende køretøjer.

Den slags kommer der mere af i fremtiden, forudser Frank Jensen. Han peger samtidig på, at efterretningstjenesternes udfordring er større ved simple, mere spontane angreb, end ved de store koordinerede aktioner såsom dem i Paris i november 2015 og Bruxelles i marts 2016:

»De større, komplicerede angreb kræver en form for kommunikation og planlægning, som efterretningstjenesterne kan opfange. Det er meget vanskeligere, når man skal prøve at standse en enkelt – måske selvradikaliseret – person, der selv finder på, hvad han vil gøre,« siger han og nævner Omar El-Hussein som eksempel.

Den overordnede konklusion i CTA-analysen er, at terrortruslen mod Danmark »fortsat er alvorlig.«

»Det betyder, at der er personer med intention om og kapacitet til at begå terrorangreb i Danmark. Angreb kan finde sted, uden at der på forhånd foreligger efterretningsmæssige indikationer herpå,« skriver CTA, som dog understreger, at risikoen for at blive offer for et terrorangreb i Danmark »fortsat er begrænset«.

Truslen vurderes primært at komme fra militant islamisme, hvoraf terrorgruppen Islamisk Stat (IS) udgør den største trussel. Det er blandt andet Danmarks deltagelse i krigen mod IS og de 11 år gamle Muhammedtegninger, der gør Danmark til et mål, hedder det.

På positiv-siden fremhæver PET, at antallet af personer fra Danmark, der rejser til Syrien eller Irak for at slutte sig til IS er faldet markant, så der kun er rejst »meget få« af sted det seneste år.

CTA anslog i april 2016, at mindst 135 personer havde taget turen siden sommeren 2012. Det tal er nu vokset til mindst 145 personer, hvoraf lidt under halvdelen er vendt hjem, mens den resterende gruppe enten er blevet dræbt eller stadig opholder sig i konfliktzonen.

Bekymringen går fortsat på, at disse foreign fighters vender hjem som kamptrænede, brutaliserede og voldsparate islamister, der måske planlægger terror enten i Danmark eller i et andet europæisk land.

»CTA vurderer, at sådanne personer kan medføre en øget terrortrussel mod Danmark eller mod danske interesser i udlandet. Denne trussel udgår fra både mænd og kvinder,« skriver CTA.