Københavns Politi øger patruljering på Strøget og ved julemarkeder
Efter det formodede terrorangreb i Berlin sender Københavns Politi ekstra betjente til at holde øje med den travle julehandel midt i hovedstaden.
Efter det formodede terrorangreb mod et tætbefolket julemarked i Berlin sender politiet rundt om i Danmark nu ekstra mandskab på gaden under den travle julehandel.
Det oplyser blandt andre Københavns Politi tirsdag formiddag. Den øgede patruljering sker på baggrund af en instruks fra Rigspolitiet om at iværksætte »tryghedsskabende foranstaltninger.«
»Uvarslet terror mod forsamlinger af uskyldige mennesker er meget vanskeligt fuldstændig at sikre sig imod, men vi tager nu i samarbejde med PET og Rigspolitiet nogle yderligere initiativer for at sikre Københavnerne så godt som muligt her i juletravlheden. Det skal dog understreges, at risikoen for at blive offer for et terrorangreb i Danmark fortsat er begrænset,« siger ledende politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi.
Visse steder i hovedstaden bliver der opsat fysiske afspærringer »med videre«, som vil regulere regulere trafikken, oplyser politiet.
Siden terrorangrebet i København i februar 2015 har politiet været i forhøjet beredskab, og sikkerhedsniveauet i byen er derfor i forvejen forøget.
»Allerede op til julemåneden iværksatte vi nogle ekstra foranstaltninger omkring julemarkeder med videre, og nu skærper vi altså den generelle sikkerhed i byen yderligere. Vi vil gøre vores bedste for, at alle fortsat kan færdes trygt, og vi får heldigvis også god hjælp af borgerne. Ser man noget mistænkeligt i byen, skal man ikke tøve med at kontakte os på 114,« siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov i en pressemeddelelse fra politiet.
Også Nordjyllands Politi sender ekstra folk på gaden for at skabe tryghed:
»Fra central sted blev det i går (mandag, red.) anbefalet, at vi iværksatte tryghedsskabende initiativer. Derfor vil vi være mere synligt til stede omkring julemarkederne, og det er som direkte konsekvens af hændelserne i Berlin,« siger chefpolitiinspektør Karsten V. Hansen til Nordjyske.dk
Allerede mandag aften – få timer efter angrebet i Berlin – meddelte Rigspolitiet, at dansk politi fulgte udviklingen i den tyske hovedstad tæt, og at politikredsene allerede havde vurderet, hvilke lokale tiltag, der var nødvendige at iværksætte.
Rigspolitiet oplyser til Jyllands-Posten, at de ekstra betjente på udvalgte steder skal skabe tryghed for i gadebilledet. De skyldes ikke nogen konkret trussel om terror.
Østjyllands Politi ønsker i skrivende stund ikke at oplyse, om også de har skærpet sikkerheden ved særligt juletravle steder i Aarhus. Politiets Efterretningstjeneste, PET, har ikke kommenteret begivenhederne i Berlin.
Det er normal procedure, at politiet skærper patruljeringen ved udsatte steder efter større angreb i udlandet. Det skete eksempelvis også efter Nice-angrebet i juli og bombeangrebene i Bruxelles i foråret.
Ved 20-tiden mandag aften pløjede en stor, sort lastbil ind over julemarkedet på Breitscheid-pladsen i centrum af det tidligere Vestberlin lige ved Gedächtniskirchen. Dødstallet steg i løbet af natten til 12 personer inklusiv den polske passager i lastbilen, som er blevet dræbt af skud. 45 blev kvæstet, oplyser tysk politi, som efterforsker sagen som et formodet terrorangreb. En mistænkt er anholdt, men det er ifølge politiet uklart, om han rent faktisk kørte lastbilen.
Udførelsen af angrebet minder unægteligt om terrorangrebet i den sydfranske kystby Nice, hvor en lastbil kørte omkring to kilometer gennem en stor folkemængde på byens strandpromenade og dræbte 86 og sårede flere hundrede.
Tysklands kansler Angela Merkel sagde tidligere tirsdag, at man må »formode,« at der er tale om et terrorangreb. Hun vil senere i dag besøge gerningsstedet.
21. november advarede USA’s Udenrigsministerium om, at der var en øget risiko for terrorangreb i Europa i forbindelse med julen. Amerikanske borgere blev ligefrem opfordret til at være påpasselige ved julefestivaler, event og udendørs markedet.
»Troværdig information indikerer, at Islamisk Stat (IS, red.), Al-Qaeda og deres tilnyttede fortsætter med at planlægge terrorangreb i Europa med fokus på den forestående julesæson og dertilhørende arrangementer,« skrev ministeriet i en »travel alert.«
Angrebet i Berlin skete samme aften, som en ung tyrkisk politimand skød og dræbte Ruslands ambassadør i Anakara og en endnu ukendt gerningsmand skød og sårede tre personer i et bederum i et islamisk center i det centrale Zürich i Schweiz. Gerningsmanden blev efterfølgende fundet død et andet sted i samme center.
Udenrigsministeriets borgerservice har endnu ingen meldinger om danske tilskadekomne i Berlin. Danskere i Berlin opfordres til at kontakte pårørende og sige, at de er ok. Hvis man har brug for støtte, kan man kontakte Den Danske Kirke i Berlin på +45 46997195.