Overblik: Sygeplejerske er tiltalt for tre patientdrab
En sygeplejerske har anket sin livstidsdom for patientdrab til landsretten. Få et overblik over sagen her.
Østre Landsret fortsætter onsdag ankesagen mod en 32-årig sygeplejerske, som er tiltalt for i alt otte forhold - herunder tre drab og et drabsforsøg på Nykøbing F. Sygehus.
I byretten blev hun kendt skyldig 24. juni sidste år og idømt fængsel på livstid. Sygeplejersken har nægtet sig skyldig og ankede derfor dommen til frifindelse i landsretten.
Østre Landsret skal afgøre, hvorvidt sygeplejersken er skyldig i de otte forhold, hun er tiltalt for. Få et overblik her:
- Forhold 1 beskriver sygeplejerskens påståede drab på den 72-årige Arne Herskov 4. marts 2012 i tidsrummet mellem klokken 09 og 21.30 på Nykøbing F. Sygehus ved at give en overdosis af morfin og diazepam - bedre kendt som Stesolid.
- Forhold 2 handler om, at den tiltalte skal have misbrugt sin stilling og gjort sig skyldig i tyveri ved at stjæle forskellige typer medicin fra sin arbejdsplads, herunder det kraftige sovemiddel Zopiclone og morfin. Alt sammen til en værdi af 145 kroner.
- Forhold 3 anklager sygeplejersken for overtrædelse af autorisationsloven ved i 2015 at have givet sin dengang syvårige datter kraftige og receptpligtige sovepiller af mærket Zopiclone, som ikke må gives til børn.
- Forhold 4 beskriver sygeplejerskens påståede drab på den 86-årige Anna Lise Poulsen. Ifølge anklageskriftet skete det 28. februar 2015. Igen skal der være tale om en dødelig overdosis af morfin og diazepam.
- Forhold 5 beskriver sagens tredje drabsanklage. Her er det den 66-årige Viggo Petersen, som ifølge anklagen blev dræbt i samme tidsrum som Anna Lise Poulsen. Også fremgangsmåden - en dødelig cocktail af morfin og diazepam - går igen.
- Forhold 6 zoomer ind på et påstået drabsforsøg på den 72-årige Maggi Rasmussen. Ifølge anklageskriftet blev hun forsøgt dræbt i tidsrummet fra 28. februar klokken 19 til 1. marts klokken 05.35 med en dødelig overdosis medicin. Kolleger når at give patienten modgift.
- Forhold 7 handler om, at den tiltalte i sit virke som sygeplejerske skal have misbrugt sin stilling til at krænke privates ret og udvist grovere forsømmelse eller skødesløshed, idet hun i forbindelse med de tre påståede drab og drabsforsøget fejlbehandlede de nævnte patienter.
- Forhold 8 anklager sygeplejersken for overtrædelse af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer ved i forbindelse med sin anholdelse uberettiget at besidde morfintabletter og tabletter af mærket Zopiclone og en sprøjte, der havde indeholdt Stesolid.
Kilde: Anklageskriftet fra Statsadvokaten i København.