Fortsæt til indhold
Indland

Berørte sportsklubber i Herning: Vi har ikke hørt, at de vil inddrage vores baner

Tirsdag middag offentliggjorde Herning Kommune en tegning til politiskolegrund, hvor to af byens sportsklubber har fået inddraget træningfaciliteter. Klubberne har intet hørt om det.

Det kommer som en overraskelse for to idrætsklubber i Herning, at kommunens udvidelse af byggegrunden til politiskolen tilsyneladende vil berøre dem.

En udvidelse betyder nemlig - ifølge et nyt offentliggjort kort fra Herning Kommune - at både byens fodboldklub og cricketklub vil få inddraget en bane.

Men det har klubberne intet hørt om.

Forsiden af dagens Jyllands-Posten er historien om, at Herning Kommune i november sidste år over for Folketinget tilbød en byggegrund til den kommende politiskole. Herning Kommune markerede dengang på et kort, hvor byggegrunden ligger, og to eksperter har for Jyllands-Posten på baggrund af dette kort fra Herning Kommune opmålt grundens størrelse til at være omkring 28-30.000 kvadratmeter.

Ifølge Rigspolitiet er der dog behov for en byggegrund på 40.000 kvadratmeter for at kunne rumme den nye politiskole, og tirsdag offentliggjorde Herning Kommune et andet og udvidet forslag til en byggegrund for en kommende politiskole i Vestdanmark.

Landinspektør Henrik Birch-Præst har på baggrund af Herning Kommunes oprindelige materiale opgjort arealerne af det første forslag fra november (blåt felt) og tirsdagens udvidede område (pink ramme).

Ved at inddrage en fodboldbane og en cricketbane når byggegrundens areal op på omkring 55.000 kvadratmeter. Selv om arealet er noget større end det, som Herning Kommune i november sendte til retsordførerne fra Folketingets forligspartier, har det ifølge Herning Kommune hele tiden været planen at inddrage de to boldbaner.

Men det er ingen af klubberne blevet adviseret om.

»Det har jeg ikke hørt noget om,« siger Randi Pedersen, kontaktperson i Herning KFUM Fodbold.

»Vi har intet hørt fra kommunen. Men jeg vil være frygtelig ked af det, hvis de inddrager banen, for den er vores bedste areal . Mange af de andre baner står meget af tiden under vand,« siger Randi Pedersen.

Jyllands-Posten talte mandag aften med Folmer Christiansen, formand i Herning Cricket Club, og her havde han ikke fået besked om, at cricketbanen skulle inddrages til byggegrund til politiskolen.

»Det har vi slet ikke hørt noget om,« sagde han og forklarede, at kommunen for nyligt puttede en del penge i banen.

»Da vi havde EM for kvinder i sommer, renoverede kommunen vores bane for næsten 100.000 kr. Den har et rigtig flot græstæppe nu,« sagde Folmer Christiansen og understregede, at cricketklubben vil have svært ved at undvære den ene af klubbens i alt to baner, men dog vil være villig til at flytte sig for kommunen.

»I sommer havde vi EM i kvindecricket, hvor seks hold spillede fire dage på to baner. Vi skal også bruge to baner, når vi har landsholdskampe. Men hvis vi kan få politiskolen på bekostning af den bane, flytter vi selvfølgelig,« sagde han.

Efter Jyllands-Postens artikler tirsdag om politiskolegrunden tog Folmer Christiansen tirsdag formiddag selv kontakt til kommunen, forklarer han.

Og trods kommunens nye kort over byggegrunden, der nu inkluderer fodboldbanen og cricketbanen, er der ingen udsigt til, at cricketklubben vil blive berørt.

Det var i hvert fald oplysningen fra kommunen, fortæller Folmer Christiansen.

»Jeg har haft ringet til kommunen i dag, og banen skal ikke inddrages. Jeg fik at vide, at arealet ikke skal bruges. Det er afvist,« siger han.

Herning Kommune ønsker ikke at besvare spørgsmål fra Jyllands-Posten.