Blomsterhav foran politigård: Folk strømmer til for at ære dræbt betjent
Indbyggere i og omkring Albertslund har onsdag aften lagt tusindvis af blomster, kort og lys.
Onsdagen igennem er borgere i Albertslund og omegn strømmet til for at vise den 43-årige hundefører, der døde onsdag eftermiddag, for at vise deres respekt og mindes.
Det har resulteret i et blomsterhav foran politigården i Albertslund, hvor folk har lagt blomster i massevis, tændt lys og skrevet kort.
»RIP«, »hvil i fred« og »tak« er blot nogle af de ord, sørgende borgere har skrevet til den dræbte.
Ifølge Københavns Vestegns Politi var den politibetjent, der tirsdag morgen blev skudt af en tilsyneladende psykisk syg mand og senere døde af sine kvæstelser, en »dygtig politimand og en god kammerat«.
Politikredsen bad under onsdagens pressemøde om at få fred fra medierne resten af dagen, så betjentene kunne tale sammen om det, der er sket.
»Kollegerne er frygtelig kede af det, og det er der ikke noget at sige til,« sagde chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard.
Politi og beredskab fra andre dele af landet har udtrykt deres dybeste medfølelse med den dræbte betjents familie, venner og kolleger.
»Vi er alle ramt,« skriver Østsjællands Beredskab.
Betjenten blev erklæret død på Rigshospitalet tirsdag eftermiddag. Det er første gang siden 1995, at en dansk betjent er blevet dræbt af skud.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtalte tirsdag i en pressemeddelelse, at han modtog meddelelsen med stor sorg.
»Ingen kan få smerten, der har ramt de efterladte, til at gå væk. Men I skal vide, at hele Danmark sørger med jer,« skrev statsministeren.