Læser: Kunne vi ikke prøve en anden gang at tøjle frygten og automatreaktionerne?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Måske er det bare mig, der er lidt overfølsom. Men jeg synes faktisk, at vores statsminister og vores justitsminister var lige lovligt hurtigt ude, da en sandsynligvis psykisk forstyrret mand tirsdag morgen skød en betjent uden for politistationen i Albertslund.

Medierne var selvfølgelig også hurtigt ude. Men jeg har en fornemmelse af, at der ret hurtigt opstod en stemning om, at dette måtte være et terrorangreb begået af en (måske/sandsynligvis muslimsk) indvandrer. Det passer så godt i vanetænkningen.

Jeg citerer Ekstra Bladets netavis, der på et tidspunkt havde de to politikeres udtalelser/pressemeddelelser som ”breaking news” med gule bjælker og det hele (de blev rask væk bragt i andre medier også): »Den politimand, der tirsdag morgen er blevet ramt af skud ved politigården i Albertslund, var på vej på arbejde, da han brutalt blev nedskudt.« Det fortæller en rystet statsminister Lars Løkke Rasmussen i en udtalelse tirsdag formiddag.

»Jeg er dybt rystet over, at en politimand er blevet skudt ved Politigården i Albertslund. At en politimand på vej på arbejde er blevet skudt, er på alle måder forfærdeligt at tænke på,« siger han.

»De mænd og kvinder, der hver dag går på arbejde for at passe på os alle, skal ikke leve i frygt, når de færdes rundt i Danmark. (...) Mine tanker er også hos de ansatte på politigården i Albertslund, der må være i chok oven på den brutale nedskydning af deres kollega,« siger statsministeren.

Også justitsminister Søren Pape kommenterer tirsdag eftermiddag den dramatiske skudepisode. I en pressemeddelelse kalder han skudepisoden »forfærdelig«. »Det er en sort dag for os alle, når dem, der er sat til at passe på os, bliver angrebet. Det er forfærdeligt, at den slags kan ske i Danmark,« sagde han. Han fortæller også, at politiet på nuværende tidspunkt ikke kender til motivet, men at alle kræfter vil blive sat ind i opklaringen af sagen.

Selvfølgelig er det tragisk. Det er det altid, når en sagesløs bliver skudt ned af en vanvittig person. Og på en måde virker det mere uretfærdigt, når det handler om folk, der bliver ramt, fordi de passer deres arbejde, end når ofret ”bare” var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men det er ikke noget nyt.

Der er ingen minister eller anden politiker, der har gidet at kommentere, efter at det viste sig, at nedskydningen blev begået af en sandsynligvis psykisk forstyrret dansker – i forvejen kendt af politiet. Og ikke havde noget med terror at gøre. Læg mærke til, at begge ministre lige skal pointere, at det er ”i Danmark”, forbrydelsen er begået.

Jeg mindes ikke, at statsministeren, justitsministeren eller – for den sags skyld – socialministeren, var ude i pressen med udtalelser de gentagne gange i de seneste år, hvor pædagoger, sagsbehandlere og andre mistede livet eller blev hårdt sårede, da de i arbejdstiden blev angrebet af de folk, de var ansat til at passe på – i Danmark.

Jeg mindes heller ikke, at der i den anledning er indført skærpet beredskab på den givne eller på de andre døgninstitutioner, der huser åbenlyst farlige mennesker. F.eks. med ekstrabevilling til mere personale. Jeg husker derimod, at allerede da Anders Behring Breivik havde sprængt sin bilbombe uden for regeringsbygningen i Oslo og var i gang med at ”slagte” unge mennesker på Utøya, spekulerede både pressen og politikere i, hvilken udenlandsk/muslimsk organisation, der mon stod bag dette frygtelige terrorangreb.

Jeg fulgte ”breaking news” den eftermiddag. Og der var ikke grænser for spekulationerne. Der blev lidt stille, da det viste sig, at der var tale om en psykisk forstyrret, etnisk norsk nordmand, der ovenikøbet kalder sig ”kristen”. Kunne vi ikke prøve en anden gang at tøjle frygten og automatreaktionerne og vente på, at der faktisk er klarhed over, hvad der præcist er foregået, inden vi danner vores mening?