Ekspert: Hvalslagtning på Færøerne er i orden
Igen i år går dyreorganisationen Sea Shepherd til kamp mod grindefangst på Færøerne. Ekspert kan ikke se problemet.
Drabeligt ser det ud, når færingerne år efter år stikker kniven ind i grindehvalerne, så blodet flyder og farver havet rødt.
Men det er faktisk ikke en problematisk metode, forklarer biolog med speciale i hvaler og redaktør for hvaler.dk, Carl Kinze.
»Det foregår for det meste ganske hurtigt og reguleret på Færøerne. Det ser voldsomt ud, men det er også store dyr, og der er masser af blod i dem. Færingerne har gjort meget for at gøre deres fangstpladser egnede til den slags drivfangst. På slagterier i Danmark er der sandelig også blod - vi har bare pakket vores ting væk,« siger han og fortsætter:
»Det rette sted med den rette kniv - så dræber man faktisk dyrene så hurtigt, man kan.«
I år har grindeslagtningerne endnu engang fået dyreorganisationen Sea Shepherd op af stolen. I en mail fortæller organisationen, at ni grindehvaler blev slagtet fredag på Færøerne, og at den i år har indledt en kampagne - Operation Bloody Fjords - mod grindeslagtningerne.
Men for Carl Kinze er diskussionen løbet af sporet - og der er bedre argumenter for at fokusere på andre havdyr.
»Grindehvalerne er ikke truet. Til gengæld dræber vi torsken i Østersøen og silden forskellige steder, som er stærkt truede - men det er de såkaldt dumme dyr, så det må vi åbenbart godt. Der tager vi vanvittige hensyn til en industri, som kommer til at udrydde de fisk. Hvad grindehvalerne angår, er det en forholdsvis lille udnyttelse af et lille land.«
Hvis grindefangsten - som er en gammel tradition på Færøerne - pludselig skulle stoppe, tror Carl Kinze, at grunden skal findes et helt andet sted end hos Sea Shepherd
»Det største problem er havforureningen og indholdet af tungmetaller. Hvis der er noget, som kommer til at stoppe grindefangsten, er det nok snarere, at man ikke bør spise grindekød for mange gange om måneden, fordi der er et alt for stort indhold af kviksølv i det.«
Sea Shepherds modstand er ikke ny. De senere år er der gentagne gange opstået konflikt mellem aktivister fra Sea Shepherd og lokale færinger. Op mod 600 aktivister har været rejst til Færøerne med motorbåde og droner og har lagt sig mellem færingerne og grindehvalerne, når færingerne har forsøgt at lokke grindehvalerne ind mod land.