Fortsæt til indhold
Indland

Unges druk i Dyrehaven giver store tømmermænd

Massiv druk og 11 hospitalsindlæggelser er resultatet efter en fest for gymnasieelever.

»Chokerende. Og meget, meget alvorligt.«

Rektor Gitte Transbøl fra Rysensteen Gymnasium i det indre København lægger ikke skjul på sin frustration og vrede over, at en fest for 8.000 unge gymnasieelever i weekenden i Dyrehaven nord for København udviklede sig til en livsfarlig drukfest.

»Vi har drøftet det og tager klart afstand. Det er gået helt over gevind, og vi må bruge den kommende tid til at diskutere, hvordan vi undgår, at det gentager sig til næste år,« siger hun, hvis elever også deltog i festlighederne.

Det er en mor til en 1. g’er, der har slået alarm. Malene Nielsen Rugholm blev natten til lørdag ringet op med besked om, at hendes søn var indlagt på hospitalet – og lagt i respirator med en promille på fire.

Barsk oplevelse

»Bliver nødt til at fortælle denne barske oplevelse om min søn i fredags. I håb om i unge mennesker tænker over den historie og i forældre tager en snak med jeres unge mennesker en gang mere om alkohol,« lyder hendes opråb på Facebook, hvor det fik stort gennemslag.

Af hensyn til sin søn ønsker Malene Nielsen Rugholm ikke at uddybe yderligere, men står fuldt ved sit budskab om, at der skal mere fokus på unges drikkevaner.

Ud over hendes søn blev endnu en gymnasieelev lagt i respirator, og ni andre blev indlagt på andre hospitalsafdelinger. Vicedirektør Jan Toftholm fra Herlev og Gentofte Hospital er også rystet over weekendens hændelser:

»Vi chokerede over at se så mange unge være så svært påvirkede. Flere unge var reelt livstruede. Vi har ikke oplevet noget lignende tidligere. Set med vores sundhedsprofessionelle øjne vil vi derfor opfordre til dialog både hjemme hos forældrene og på gymnasier og skoler med de unge om, hvordan de tager vare på sig selv til fester,« siger han til TV 2.

Stor oprydning

Tømmermændene har ikke alene sat sig hos de unge og de voksne omkring dem, men også i naturen i Dyrehaven, hvor oprydningen først onsdag var ved at være overstået.

»Det har taget tre mand fem dage at få bund i det. Det har været en ordentlig omgang, og det værste er flaskeskår. Vi har opfordret til, at man ikke medbringer drikkevarer i flasker, fordi når festen tager fart, ender de med at blive smadret,« siger skovrider Hans Henrik Christensen fra Naturstyrelsen og remser alle de skader op, som skarpe glasskår kan forårsage i skovbunden.

»Det er slemt for både dyr og mennesker,« som han siger.

Der er ikke planer om at lukke Dyrehaven for vilde gymnasiefester, men ifølge skovrideren vil der i de kommende måneder blive indledt et tættere samarbejde med elevrådene på gymnasierne i området.

»Der skal nok lidt flere voksne ind over, for det skal styres bedre fremover,« siger han og peger på, at også det frivillige Natteravnene er tiltænkt en større rolle i skoven.

Wake-up-call

På Rysensteen, hvor ca. 700 elever deltog i den traditionelle skolestartsfest i Dyrehaven, har man faktisk forsøgt at forebygge ved at introducere begrebet ”fest med stil”, fortæller rektor.

»Men det er tilsyneladende ikke nok. Det her har været et wake-up-call, og selv om de unge måske drikker mindre i hverdagen end tidligere, er der jo åbenlyst et problem, når de drikker sig i hegnet til fester. Det er jo ude af kontrol, og vi vil arbejde for, at det ikke gentager sig,« siger Gitte Transbøl.

Hverken Østjyllands eller Nordjyllands Politi har fået anmeldelser – eller har hørt om – lignende gymnasiefester til markering af skolestarten i Aarhus og Aalborg.