Fortsæt til indhold
Indland

Optikere finder livstruende sygdomme i kundernes øjne

Louis Nielsen og Profiloptik bruger ny teknologi til at finde blodpropper, kræft og grøn stær.

Et besøg hos optikeren kan ende med meget mere end et par nye briller eller et årsabonnement på kontaktlinser.

Landets to største optikerkæder Louis Nielsen og Profil Optik har indført en synstest, der kan afsløre uopdagede øjenlidelser, som i værste fald kan være livstruende.

De såkaldte fundus-kameraer kan fotografere nethinden og måle trykket i øjnene og dermed afsløre bl.a. cyster og kræftknuder. Ifølge kæderne har teknologien allerede resulteret i opdagelser af hundredvis af problematiske øjenlidelser i Danmark, skriver TV 2.

Hos Louis Nielsen, der tilbyder det særlige eftersyn til samtlige kunder, der alligevel skal have tjekket øjnene, har man ikke alene reddet synet på 70 mennesker, man har også reddet ni menneskers liv, siden man indførte teknologien i fjor. Det fortæller direktør Mads Nygaard.

Synstjekket kan være med til at afsløre tegn på øjensygdomme som grøn stær og AMD samt diabetes og forhøjet blodtryk.

Foreningen af Praktiserende Speciallæger er dog skeptiske over for optikernes nye tilbud.

Det kan gøre en masse kunder unødigt urolige, mener næstformand i foreningen, Peter Koefoed Tingsgaard.

»De bruger en undersøgelse og teknologi på en måde, der ikke er faglig korrekt. De gennemfører undersøgelserne på en pupil, der ikke er udvidet, og det betyder, at de billeder, man får ud, ikke giver de informationer, man skal bruge for at træffe en rigtig diagnose,« siger han til TV 2.