Fortsæt til indhold
Indland

Forsvarer: ”Der blev pludselig meget travlt ved håndvasken på Rigshospitalet”

Københavns Byret afsiger dom i sag mod bedrageritiltalt overlæge den 27. november.

Overlæge Peer Grande gjorde med få undtagelser ikke andet end sine forskerkolleger på Rigshospitalet, når han brugte forskningsmidler, og Rigshospitalets ledelse havde accepteret måden, som forskerne brugte pengene på. Peer Grande har slet ikke haft forsæt til at begå bedrageri, og blandt andet derfor skal han frifindes, sagde hans forsvarer, advokat Preben Kønig, onsdag i sin procedure i Københavns Byret, hvor Peer Grande står tiltalt for groft bedrageri for godt 2,6 mio. kr. ved at have brugt forskningsmidler til private formål.

”Derfor er det beskæmmende, at Rigshospitalets ledelse fandt anledning til at politianmelde en række forskere for at skubbe ansvaret fra sig. Der blev pludselig meget travlt ved håndvasken på Rigshospitalet, meget travlt,” sagde Preben Kønig med henvisning til det forløb, som blev sat i gang med Jyllands-Postens afsløringer af misbrug af forskningsmidler i sommeren 2013.

Preben Kønig gennemgik den sønderlemmende kritik, som Rigsrevisionen har fremsat af bl.a. Rigshospitalets administration af og kontrol med forskningsmidler fra medicinalindustrien, ligesom han kom ind på den undersøgelse, som Region Hovedstadens revisionsfirma, BDO, har lavet, og som viste, at to tredjedele af forskerne på Rigshospitalets Hjertecenter, hvor Peer Grande var ansat, havde problemer med at dokumentere, hvad de havde brugt deres forskningsmidler til.

Peer Grande er tiltalt for at have brugt forskningsmidler, som stod på en konto på Rigshospitalet, til private formål. Men den største del af tiltalen handler om, at han har brugt penge fra medicinalfirmaet MSD til et klinisk forsøg til private formål. Disse penge fik Peer Grande i strid med Rigshospitalets regler kanaliseret ind på sin egen private bankkonto, og en del af de seks mio. kr. brugte han til private formål.

”Samtlige bilag er godkendt på Rigshospitalet,” sagde Preben Kønig.

Det er dog lidt af en påstand, for godt nok har Peer Grande forklaret, at alle udgiftsbilag afholdt af MSD-pengene, som blev sat ind på hans private bankkonto, afleverede han til sin sekretær på Rigshospitalet, så der kunne blive afregnet. I retten er der dog ikke fremlagt et eneste eksempel på et udgiftsbilag betalt af MSD-penge, som er blevet godkendt på Rigshospitalet.

De udgifter, Peer Grande afholdt fra konti på Rigshospitalet, blev derimod godkendt på hospitalet, og alene disse bilag er blevet fremlagt som dokumentation i retten.

Advokat Preben Kønig sagde, at det er forsvarets hovedtese, at Peer Grande som andre forskere opfattede forskningsmidler fra medicinalindustrien som deres egne, som de kunne bruge, som de fandt relevant.

Preben Købig sagde igen og igen, at Rigshospitalets ledelse havde svigtet ved at lade forskerne gøre, som det passede dem, og dermed havde givet dem indtrykket, at alt var i orden.

”Sagen er et udspring af manglende regulering, og at de ansvarlige for Rigshospitalets drift ikke har været deres opgaven voksen og ikke har interesseret sig for disse midler, og hvordan de skulle forvaltes. Derfor har de skabt en opfattelse hos forskerne, at det var i orden at bruge dem, som de gjorde, og det gør sig gældende, at den manglende kompetence i ledelsen på Rigshospitalet ikke kan udkrystalisere sig i en straf for tiltalte. Det vil være helt urimeligt,” sagde Preben Kønig.

Han gjorde gældende, at hverken MSD eller Rigshospitalet har lidt et tab, og at Peer Grande allerede af den grund ikke kan dømmes for bedrageri, endsige frakendes retten til at virke som læge.

Modsat ledelsen på Rigshospitalet og MSD – og anklageren – mente Preben Kønig ikke, at der kunne herske tvivl om, at forskningsaftalen med MSD var indgået af Peer Grande og ikke af Rigshospitalet, og derfor var det helt i orden, at pengene – seks mio. kr. - også blev indsat på overlægens private bankkonto, og at han brugte en del af dem til private formål.

”Det var helt op til forskerne at vurdere, hvad der var relevant at bruge midlerne til,” sagde Preben Købig.

Han betonede, at det alene var en vejledning på Rigshospitalet, som fastslog, at sådanne penge skulle indsættes på en forskningskonto på Rigshospitalet. Og at det ikke i sig selv var strafbart ikke at følge vejledningen.

Byretten afsiger dom i sagen den 27. november kl. 13.