Fortsæt til indhold
Indland

Anklager kræver overlæge idømt mindst to års ubetinget fængsel

Hjertelæge Peer Grande er tiltalt for groft bedrageri for mere end 2,6 mio. kr.

Overlæge Peer Grande skal idømmes en ubetinget fængselsstraf på ikke under to års fængsel og frakendes retten til at fungere som læge.

Sådan lød kravet fra anklageren, advokaturchef Per Justesen, da han onsdag afleverede sine afsluttende bemærkninger for en domsmandsret i Københavns Byret.

Her står den 64-årige hjertelæge Peer Grande tiltalt for groft bedrageri for mere end 2,6 mio. kr. ved at have brugt forskningsmidler til private formål som eksempelvis dyre Rolex-ure, private udlandsrejser med familien, familiemiddage på restauranter i ind- og udland, fisketure med venner til Norge og indkøb af dyrt mærkevaretøj over hele verden og møbler, computere og mobiltelefoner til familien og hjemmet i Klampenborg nord for København.

Peer Grande var fremtrædende hjertelæge på Rigshospitalets Hjertecenter, indtil Rigshospitalet som følge af Jyllands-Postens afsløringer af hans brug af forskningsmidler i juni 2013 meldte ham til politiet og hjemsendte ham. Han arbejder i dag på Nykøbing Falster Sygehus og nægter sig skyldig.

Anklageren sagde, at der er tale om store beløb, mange forhold begået over en syv-årig periode, og at bedrageriet er sket i en betroet offentlig stilling, og efter at have gennemgået domspraksis i tilsvarende sager sagde anklageren, at Peer Grande skal idømmes en straf på ikke under to års fængsel.

Advokaturchef Per Justesen gennemgik samtlige mere end 380 forhold i anklageskriftet, og på nær et enkelt forhold, som han lod op til retten at afgøre, mente han, at retten uden betænkelighed kunne lægge til grund, at samtlige udgifter var afholdt til private formål.

Peer Grande har tilstået at have brugt forskningsmidler til private formål for knap 1,5 mio. kr., men vil frifindes, da han mener, at han har været i sin gode ret til at bruge pengene.

Det afviste anklageren, som i sin procedure fastslog, at pengene tilhører Rigshospitalet og ikke måtte bruges til private formål.

Ud over en ubetinget fængselsstraf og frakendelse af retten til at drive lægevirksomhed kræver anklageren, at Peer Grande betaler en erstatning på 2,6 mio. kr. til Rigshospitalet, hvis retten finder ham skyldig i fuldt omfang.