Skarp kritik af Udbetaling Danmark fra Ombudsmanden
Kvinde, der havde klaget over krav om tilbagebetaling af boligstøtte, får medhold.
Det er åbenbart svært for offentlige myndigheder at huske at partshøre borgerne, når myndighederne træffer beslutninger, der berører deres økonomi.
I alle tilfælde har Folketingets Ombudsmand endnu en gang udtalt skarp kritik af Ankestyrelsen og Udbetaling Danmark, fordi de i en sag, hvor myndighederne mente, at en kvinde havde fået udbetalt for meget boligstøtte, glemte at indhente alle sagens akter og glemte at partshøre kvinden, da Udbetaling Danmark besluttede, at kvinden skulle betale sin boligstøtte for hele 2012 tilbage.
Udbetaling Danmark mente, at kvinden havde undladt at underrette sin kommune om, at hun havde modtaget overtidsbetaling og derfor havde tjent flere penge, så hendes boligstøtte skulle reguleres.
Imidlertid havde kvinden flere gange kontaktet sin kommune for at fortælle om den ekstra indkomst, men det mente Udbetaling Danmark ikke. Kvinden klagede til Ankestyrelsen, som gav Udbetaling Danmark medhold.
Det fik kvinden til at klage til Folketingets Ombudsmand, som opdagede at Udbetaling Danmark ikke havde indhentet alle sagsakterne fra kvindens kommune, hvor det fremgik, at kvinden rent faktisk havde fortalt kommunen, at hendes indtægt skulle reguleres.
Ved gennemgang af sagen opdagede Folketingets Ombudsmand også, at Udbetaling Danmark havde glemt at partshøre kvinden, inden der blev truffet afgørelse om tilbagebetaling. Hun blev derfor overrasket, da hun blev mødt med krav om tilbagebetaling af boligstøtten.
”Myndighederne skal oplyse en sag ordentligt og efter omstændighederne partshøre borgeren, før der træffes afgørelse. Det har særlig betydning, når myndigheden – som i dette tilfælde – selv har rejst sagen. Sagen viser, hvor afgørende disse grundlæggende principper er for den enkelte borgers retssikkerhed,” siger Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse om sagen.
Ankestyrelsen har nu annulleret sin afgørelse og sendt sagen tilbage til Udbetaling Danmark, som, når den igen træffer afgørelse i sagen, skal huske, at kvinden rent faktisk havde oplyst sin kommune om indtægt.
Ankestyrelsen behandler i øjeblikket flere klagesager fra borgere, som i forbindelse med klagesager om gensidig forsøgerpligt ikke er blevet partshørt, inden kommunen traf sin afgørelse i sagen.