Fortsæt til indhold
Indland

Fyn: Venstrekørsel møder højrekørsel

Et nyt motorvejskryds ved Odense, som ikke er set andre steder i Danmark, skal komme trængselsproblemer til livs.

Du skal krydse over til den modsatte side af vejen før broen og tilbage igen efter broen.

Det er noget af en kringlet tur, og alligevel er det løsningen på trængsel og kø, der i dag gør det besværligt at komme til og fra den fynske motorvej via rampekrydset ved Odense SV.

I hvert fald hvis du spørger Vejdirektoratets anlægs- og driftsdirektør Jens Holmboe, der er meget begejstret for løsningen.

Rampekrydset ved tilslutningsanlæg 52 i Odense SV er på nuværende tidspunkt et helt almindeligt ruderanlæg med to signalregulerede kryds - ét på hver side af motorvejsbroen.

Men nu skal der fornyelse og forhåbentlig forbedring til.

Krydset skal nemlig laves om til et Dynamisk Ruderanlæg, hvor trafikken i stedet for at være højrekørsel bliver til venstrekørsel henover Fynske Motorvej. Trafikken kommer altså til at bytte bane til venstrekørsel henover motorvejen for derved at sikre konfliktfri venstresving og samtidig skabe bedre plads til bilisterne i alle retninger.

Selvom det kommer til at være noget af en omvæltning for de fynske bilister, så undgår Vejdirektoratet på denne måde også at skulle ændre den eksisterende bro.

Med venstrekørslen kan man ifølge Vejdirektoratet afvikle mere trafik lettere, da der ikke er nogen konflikt mellem venstresvingende og ligeud kørende biler.

Arbejdet med at lave det fynske motorvejskryds om til venstrekørsel starter i løbet af efteråret 2015.

Og det ser Jens Holmboe frem til. Han er meget tilfreds med, at konstruktionen af Danmarks første dynamiske ruderanlæg snart kan begynde.

"Kapaciteten for afvikling af trafik i et Dynamisk Ruderanlæg er væsentlig højere end i et traditionelt rampekryds. Med det nye anlæg vil adgangsforholdene til- og fra Fynske Motorvej være fremtidssikret i forhold til den fremtidige udvikling i Odense. Anlægget vil også kunne håndtere en fremtidig udvidelse af motorvejen syd om Odense, som der er vedtaget en anlægslov om," siger han i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.

Selvom der er tale om en premiere i Danmark, så er krydset ikke verdenspremiere. Krydstypen er blandt andet at finde enkelte steder i USA.

Motorvejsbroens venstrekørsel kan være lidt besværlig at forstå - så du kan se en video her.

Vejdirektoratet regner med, at Danmarks første Dynamiske Ruderanlæg kommer til at stå klar i 2017.