Fortsæt til indhold
Indland

JP-chefredaktør: Vi har citeret ordret, korrekt og fair

Vi er slet ikke enige i kritikken fra socialdemokratisk regionsformand, siger JP-chefredaktør.

Det har vakt opsigt fra morgenstunden, at socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen, formand for Region Hovedstaden, i dagens udgave af Jyllands-Posten lufter muligheden af mere brugerbetaling på sygehusområdet.

Siden interviewet blev publiceret på jyllandsposten.dk, har Hæstorp lagt afstand til et citat, hvori hun siger, at man i fremtiden må "seriøst overveje mere egenbetaling både fra patienter og pårørende."

Som eksempel på betalingsprodukter nævner hun scanningsbilleder ved graviditet eller mad, når pårørende er indlagt sammen med en syg. Samtidig nævner hun, at brugerbetaling ikke er et "ønskescenarie" for hende.

Få timer efter interviewet sagde hun dog til Ritzau, at forslaget om brugerbetaling blot er en del af et omfattende sparekatalog, som Region Hovedstadens administration har fremlagt til politisk drøftelse.

"Brugerbetaling er bestemt ikke min kop te," siger hun til Ritzau og tilføjer, at hun ikke tror, at brugerbetaling kan løse problemerne med at skaffe mindst 225 mio. kr. på de næste års budgetter.

Jeg mener under INGEN OMSTÆN-DIGHEDER, at løsningen på sundheds-væsenets udfordringer er mere brugerbetaling hos lægen eller på hospitalet
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) på Facebook

"Når vi står med så store udfordringer, så er alt selvfølgelig til debat, men det er ikke det samme, som at jeg går ind for det," siger hun og understreger, at Socialdemokraterne i regionsrådet ikke har taget endeligt stilling til forslagene i sparekataloget.

Men hun understreger, at hun ikke vil "indføre ny eller mere brugerbetaling."

"Det er en misforståelse," siger Sophie Hæstorp Andersen til Ritzau.

Vi har citeret Sophie Hæstorp Andersen ordret, korrekt og fair i et længere interview med plads til alle nuancer.
Pierre Collignon, chefredaktør, Jyllands-Posten

Regionsformanden har desuden på sin Facebook-side skrevet, at hun i aftes - inden artiklen blev publiceret på jyllandsposten.dk - forsøgte at få Jyllands-Posten "til at ændre vinklen, da jeg fandt ud af, hvordan de brugte det interview, som jeg havde givet. Jeg fik også lovning på, at de ville ændre citatet."

"Men nej. Jeg synes det er tyndt af JP," skriver Hæstorp Andersen i et svar til en debattør, der vil vide, om hun står ved det, hun har sagt om brugerbetaling.

Samtidig gør hun det klart, at hun ikke længere mener, at brugerbetaling kan komme på tale.

"Jeg mener under INGEN OMSTÆNDIGHEDER, at løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer er mere brugerbetaling hos lægen eller på hospitalet," skriver Hæstorp Andersen.

Chefredaktør på Jyllands-Posten Pierre Collignon kan ikke se, at der er noget at misforstå i avisens dækning.

”Vi har citeret Sophie Hæstorp Andersen ordret, korrekt og fair i et længere interview med plads til alle nuancer. Vi understreger netop i vores artikler, at brugerbetaling ikke er et ønskescenarie for hende, men en nødvendig debat, som hun gerne vil rejse. Derfor står vi helt uforstående over for hendes kritik," siger Pierre Collignon.

Han opfordrer Sophie Hæstorp Andersen til at konkretisere, hvordan hendes citater skulle være blevet bragt ude af sammenhæng.

Pierre Collignon afviser, at avisen skulle have lovet Sophie Hæstorp Andersen at ændre et citat.

"Det har vi ikke lovet, fordi hendes citater er soleklare, og vi har gengivet dem ordret. Vi mener også, at det er helt rigtigt at vinkle vores nyhed på de dele af Sophie Hæstorp Andersens debatoplæg, der handler om brugerbetaling. Det er altså interessant, når en socialdemokratisk regionsformand vil indlede en debat, som den socialdemokratiske partitop slet ikke vil have, at man fører," siger Pierre Collignon.