Fortsæt til indhold
Indland

JP-læsere om brugerbetaling i sundhedssektoren: Har vi råd til Socialdemokratiet?

"Nej tak" lyder det i Facebook-debat efter regionsformand Sophie Hæstorp Andersens har åbnet debatten om brugerbetaling på hovedstadens hospitaler.

"Jeg synes ikke der er meget socialt tilbage i Socialdemokratiet."

Sådan lyder det fra Mette Sørensen, en af de mange danskere, som har kommenteret Jyllands-Postens historie, hvor regionsformand i Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) går ind i debatten om egenbetaling og besparelser i sundhedssektoren.

"Vi må seriøst overveje mere egenbetaling både fra patienter og pårørende," siger socialdemokraten i artiklen.

Hun giver i dagens avis udtryk for, at det kan blive nødvendigt at udbrede brugerbetalingen for eksempelvis scanningsbilleder og hospitalsmad, selv om det ikke er hendes ønskescenarie.

Næsten 200 brugere har valgt at blande sig i debatten på Jyllands-Postens Facebook-side, og langt størsteparten af læserne mener, at mere brugerbetaling ikke er vejen at gå - og slet ikke for en socialdemokratisk regering.

"Nej tak - jeg har i forvejen store regninger på medicin og behandlinger på min sparsomme SU. Så nej tak, jeg vil ikke have råd til at fungere og tage denne fuldtidsuddannelse og derefter komme i fuldtidsjob - som regeringen så gerne vil have jeg skal - hvis jeg skal til at betale endnu mere af penge jeg ikke har. For vi får jo sikkert ikke en skattelettelse, os almene dødelige mennesker," skriver Tanja-Victoria Kjeldbjerg.

Selvom Sophie Hæstorp Andersen kun bringer brugerbetaling på hospitalerne op til debat i artiklen i dagens avis, så breder mange af læserne det ud, så det også kommer til at handle om sidste uges debat om brugerbetaling på lægebesøg.

Monia Jensen skriver på Facebook, at mere brugerbetaling vil føre til, at "vi taber flere mennesker i sundhedssystemet".

"De mennesker, der i forvejen ikke har råd til eksempelvis medicin, vil så slet ikke have råd til lægebesøg. Men dem der har penge, kan naturligvis blive behandlet, medicineret og overleve. Til sidst er det alle de rige mennesker, der er tilbage..." skriver JP's læser.

Socialdemokratens melding kommer højst ubelejligt for moderpartiet på Christiansborg, hvor Socialdemokraterne arbejder på at gøre gratis sundhedsydelser til et centralt valgtema og har travlt med at anklage Venstre for at ville indføre brugerbetaling hos lægen.

Netop dét bliver heller ikke overset af Jyllands-Postens læsere.

Kommentarer som "De røde er blevet mørkeblå" og "burde Socialdemokratiet melde sig ind i Venstre - for det er ens politik de fører" er blot nogle af de mange, der er at finde på Facebook-siden.

Man kan seriøst sætte sig ned og tænke over, om vi har råd til socialdemokraterne
Facebook-bruger

Mange af læserne giver også udtryk for, at skatten skal sænkes, hvis der skal være mere brugerbetaling i Danmark.

"Overvejer i så også at sætte skatten radikalt ned, så der er mulighed for at betale det?? Nej vel???? Så glem alt om brugerbetaling," skriver én på Facebook.

Også Michael Olesen skriver, at det er en dårlig idé. Han undrer sig over, hvad Socialdemokratiet egentlig bruger borgernes penge på.

regionsformandens egen facebook-side giver nogle Facebook-brugere udtryk for, at de synes det er en god idé, at starte en debat om, hvorvidt der skal være mere brugerbetaling i sundhedssektoren eller ej.

Blandt andet skriver Anders Dinsen:

"Jeg synes det er så fint du rejser debatten. Glæder mig til at byde ind også på de svære valg, for noget skal gøres..."

Hvad mener du selv? Du kan blande dig i debatten på Jyllands-Postens Facebook-side og give din kommentar til, om mere brugerbetaling og flere besparelser er vejen frem i sundhedssektoren.