Fortsæt til indhold
Indland

Eksperter: 41-årig var sprængstof-amatør

Voldtægtstiltalt fynbos hjem flød med sprængstoffer, og han satte andres liv på spil, siger eksperter.

Den 41-årige CJ, som er tiltalt for en stribe seksuelle overgreb mod mindreårige piger, var en amatør i sin omgang med sprængstoffer på bopælen i Skibhus-kvarteret i Odense.

Det blev fastslået af flere sprængningseksperter under retssagen, der begyndte i dag ved byretten i Odense. Førstedagen blev på grund af tavshed fra den tiltalte præget af erklæringer og udsagn fra eksperter.

Sprængstofferne kom for en dag, da politiet og brandvæsenet på grund af en mindre brand fik adgang til CJ's lejlighed på Skippervænget 10. Her blev der fundet en pistol og skarp ammunition, hvorefter politiet anholdt CJ.

CJ: "I kan bare køre"

Den 41-årige fynbo var mildest talt var utilfreds med politiet og brandvæsenets tilstedeværelse, lød det fra anklager Lenette Skak, der læste op fra døgnrapporten fra den begivenhedsrige dag.

"Ilden er slukket, og I kan bare køre," meddelte CJ, men tillod alligevel, at brandvæsenets indsatsleder gennemgik lejligheden. Kort efter kom indsatslederen tilbage og meddelte, at der lå "en pistollignende genstand" i lejligheden.

Politiet gik ind i lejligheden trods CJ's protester og en pistol og skarp ammunition, hvorefter CJ blev anholdt. Siden fulgte fundet af forskellige remedier, som afslørede den 41-åriges rolle som "manden i den røde bil", der i 2012 sexmishandlede to mindreårige piger.

Men samtidig rullede afsløringen af, at den fynske sexkrænker også havde optrådt som sprængstof-amatør.

For senere samme aften tilkaldte politiet forsvarets bomberydderhold, fordi man havde fået øje på "noget underligt," redegjorde Lenette Skak.

Lejlighed flød med kemi

Anklageren fremviste politifotos, der viste dåser og bøtter rundt om i lejligheden, bl.a. i køkkenet. På billederne kunne ses flere bøtter med giftigt indhold og med kemiske betegnelser på etiketterne.

Eksperterne fra bomberydderholdet fandt op mod 160 forskellige større eller mindre mængder af en lang række forskellige typer sprængstoffer i lejligheden.

Flere af sprængstofferne var ekstremt følsomme - ikke mindst stoffet blyazid, som fungerer som detonator for mindre følsomme sprængstoffer, blandt andet stoffet ureanitrat, som også blev fundet i store mængder. Desuden var der store mængder af terrorist-sprængstoffet PETN, som kan bringes til eksplosion med en detonator.

Eksperter fra Beredskabsstyrelsen og Forsvarets Ammunitionstjeneste fastslår, at CJ's omgang med sprængstoffer trodsede alle regler og bragte naboer og andres liv og helbred i fare.

Blæste på sikkerhedsafstand

De største mængder af sprængstof var på 60-80 gram, og ved den slags mængder anbefaler Forsvarets Ammunitionstjeneste en cirkulær sikkerhedsafstand på 250 meter. Ved en mindre sikkerhedsafstand kan der opstå fare for liv og helbred, fordi sprængningen kan slynge tagsten langt væk, blæse døre ud og sende byger af glasskår i mange retninger.

Men CJ iagttog ingen sikkerhedsafstand og opbevarede tværtimod sit sprængstoflager i sin lille lejlighed i et roligt boligkvarter i det østlige Odense.

Eksperterne fik noget af et chok, da de gennemgik fundstedet, der var præget af eklatante sikkerhedsbrist. I en rapport fra Beredskabsstyrelsen berettes om et "endog meget rodet gerningssted."

Det flød med bøtter og dåser med nyere og gammelt kemisk materiale. Der var rester af hvidt pulver flere steder, og der var tegn på, at der var anvendt åben ild og røget i området, hvor sprængstofferne var opbevaret.

Ukontrollable sprængninger

"Tiltalte har optrådt skødesløst, idet brug af rygning og åben ild er forbudt ved omgang med sprængstoffer, og det gælder også i omgang med fyrværkeri. Der er ingen indikation på, at "sigtede har været opmærksom på, at der har været særlig fare forbundet med sprængstofferne," fastslår eksperterne.

CJ er sigtet for op til 12 gange at have prøvesprængt sine bomber med hjemmelavet sprængstof rundt om i Odense - i et af tilfældene var det otte gram af sprængstoffet ETN, han bragte til sprængning i en metaldåse.

Hver gang gjorde han brug af en forsinkelseslunte på 8-11 sekunder, og han foretog en visuel vurdering af sprængningsområdet, inden han sprængte bomben, har han forklaret.

Anklager kræver 18 år

Men på den måde var han reelt ude af stand til at kontrollere eksplosionen, når først lunten var antændt, indvender eksperterne. CJ har da også selv fortalt, at en bil kom kørende gennem området under en af sprængningerne.

Også brandmændene, som ankom til CJ's lejlighed for at slukke branden, blev udsat for fare, idet mange af sprængstofferne er følsomme over for varme og åben ild, lyder bedømmelsen fra eksperterne fra Forsvarets Ammunitionstjeneste og Beredskabsstyrelsen.

De mange tiltalepunkter skal koste den 41-årige mand mindst 18 år bag tremmer, lyder kravet fra anklager Lenette Skak, Fyns Politi.

Anklageren kræver paragraf 88 i straffeloven taget i anvendelse, hvilket betyder, at retten kan lægge halvdelen af straffen oveni den maksimale strafferamme.

Da strafferammen i de forhold, der er nævnt i anklageskriftet, er på 12 år, kan der således lægges seks år oveni, og sagens alvor kræver en strafferamme på 18 år, mener anklageren.

"Det er en usædvanlig sag. Dels på grund af de mange seksuelle krænkelser, som hurtigt får straffen til at løbe opad, men også på grund af de syv skydevåben og de mængder sprængstof, han havde. Det er to forskellige forbrydelsestyper, men begge af meget grov karakter. Derfor vil vi have friheden til at gå ud over strafferammen på de 12 år," siger Lenette Skak til Jyllands-Posten.

Det er dog slet ikke sikkert, at den 41-årige tiltalte får en fængselsstraf, hvis han dømmes i henhold til anklageskriftet.

Retslægerådet har i sin vurdering anbefalet, at tiltalte idømmes en forvaringsdom, som er tidsubestemt, og hvis retten vælger at følge rådet, bortfalder anklagemyndighedens påstand om fængsel.