Sexkrænker sigtet efter "bombeparagraf"
Sagen mod den fynske sexkrænker kommer formentlig først for retten til foråret.
Den 40-årige fynbo, som har erkendt seksuelle overgreb mod to fynske skolepiger, lå også inde med store mængder sprængstof på sin bopæl.
I hans hjem fandt politiet 100 gram nitreret sprængstof og 300 gram sort krudt, som han selv havde produceret, skriver DR Fyn.
Desuden lå der to skarpladte pistoler med tilhørende ammunition, og alt i alt er det nok til at sigte ham efter den såkaldte "bombeparagraf", straffelovens paragraf 192a.
Det kom frem, da den fængslede sexkrænker i dag blev varetægtsfængslet i yderligere fire uger. Sagen har hidtil kørt for dobbeltlukkede døre, og det var således første gang, at offentligheden havde lejlighed til at høre, hvad manden er sigtet for.
Mangler mentalundersøgelse
Fyns Politi siger dog, at man er langt fra et anklageskrift, og at sagen formentlig først kommer for retten til foråret.
"Der mangler stadig efterforskning i sagen. Overgrebssagen er naturligvis en tilståelsessag, men der er også gjort et stort sprængstoffund, som kræver noget efterforskning endnu. Desuden mangler resultatet af en mentalundersøgelse," siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen, leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Fyns Politi.
Manden blev pågrebet for overgrebene ved et tilfælde, da politiet blev kaldt ud til en mindre brand i hans lejlighed i Skibhusene i Odense.
Rygsæk vakte mistanke
Under ransagningen fandt politiet en rygsæk med et indhold, der vakte betjentenes mistanke.
Heri lå blandt andet en halsedisse og plasticstrips - effekter, som en gerningsmand havde benyttet til at kneble og bagbinde to mindreårige piger med, inden han forbrød sig mod dem i efteråret 2012.
Fundet af indholdet i rygsækken fik politiet til at tage et mundskrab på den 40-årige mand for at skabe en dna-profil.
Tilståelse efter ni måneders jagt
Ni måneder efter det første af to seksuelle overgreb mod to mindreårige piger fik politiet fra Retsgenetisk Institut for første gang et dna-match mellem en gerningsmand og tekniske beviser fundet på gerningsstederne.
Dna-profilen passede på den 40-årige, som blev varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre.
Med dna-prøven i hånden foreholdt politiet den 40-årige mand sex-krænkelserne, og herefter erkendte han de to overgreb.