Fortsæt til indhold
Indland

Sextiltalt nægter voldtægt mod mindreårige

Jeg var psykotisk, siger 41-årig fynsk voldtægtstiltalt, som har tilstået at have misbrugt pigerne på anden vis.

Den 41-årige voldtægtstiltalte fynske mand CJ nægter sig skyldig i en række anklager om voldtægt og andre seksuelle overgreb, som han er tiltalt for ved byretten i Odense.

Den tiltalte - en lettere korpulent mand, næsten skaldet mand med gedebukkeskæg - mødte op i retten i ternet skjorte, jeans, sneakers og en kasket, som retsformanden, dommer Ingrid Terkelsen måtte bede ham om at tage af i retslokalet.

Han sad ubevægelig og fulgte med i det alenlange anklageskrift, mens anklager Lenette Skak oplæste de 11 tiltalepunkter.

Erkender seksuelt misbrug

På retssagens første dag afviste han at have voldtaget to piger på 10 og 11 år i oktober og november 2012, og han nægtede også at have forsøgt at bortføre en voksen, engelsk kvinde en tidlig morgen i oktober 2012 midt i Odense for at voldtage hende.

I retten beskrev anklager Lenette Skak, hvordan CJ den pågældende morgen kl. 5.15 havde standset sin bordeauxrøde Opel ud for den engelske udvekslingstudent. Han sprang ud og slog armene om kvinden, mens han forsøgte at slæbe hende med ind i bilen.

Det lykkedes dog ikke for ham, idet kvinden gjorde modstand, mens hun råbte "you're not fucking taking me." Kvinden skal senere i sagen føres som vidne, og hun har ifølge anklagerens fremlæggelse af sagen genkendt CJ som gerningsmanden.

Heller ikke de to tiltaler om voldtægt mod to småpiger på 10 og 11 år ville han erkende.

I det ene tilfælde - mod den 11-årige pige den 26. oktober 2012 i Øster Skerninge - henviste CJ gennem sin forsvarer Linda Saugmann Christensen til, at han var i en "psykotisk tilstand" under overgrebet.

Han afviste også at have voldtaget en 10-årig pige den 14. november efter samme fremgangsmåde - bortførelse, armene bundet på ryggen med strips, voldtægt og andre seksuelle overgreb.

Mens CJ afviste voldtægt mod de to piger, erkendte han sig skyldig i at have bortført og frihedsberøvet begge piger og udsat dem for andet seksuelt misbrug end samleje og blufærdighedskrænkelse.

Under bortførelsen blev begge piger bagbundet med plasticstrips i mandens Opel, så begge piger havde blodunderløbne mærker og rifter på håndleddene.

Han benægtede derimod have optaget begge overgreb på film, og han afviste også, at han havde truet den ene af pigerne til ikke at fortælle om overgrebene.

Anklager: Han havde flere overgreb på vej

Også anklagemyndighedens tiltale om, at han yderligere havde planlagt flere bortførelser og overgreb har CJ pure nægtet, og det bliver nu op til anklager Lenette Skak at løfte bevisbyrden.

"Vi har ingen forurettede og heller ingen vidner, og derfor vil vi blandt andet fremlægge tiltaltes egne dagbogsnotater og fund, der blev gjort på hans bopæl," sagde anklageren.

På flere andre tiltalepunkter erkendte CJ sig skyldig i tiltalen, blandt andet at han var ejer af 100.000 stykker børneporno, som lå på en computer og en harddisk i hans hjem.

Han erkendte også, at han havde fremstillet og opbevaret et stort lager af sprængstoffer på ulovlig vis, men afviste at der var sket under særligt skærpende omstændigheder, og han mente heller ikke, at han havde udsat andre mennesker liv og helbred for fare med sit sprængstoflager.

Endelig erklærede han sig delvist skyldig i at have opbevaret våben ulovligt. Nogle af våbnene og våbendelene er ikke ulovlige, lød påstanden fra forsvareren.

De mange tiltalepunkter skal koste den 41-årige mand mindst 18 år bag tremmer, lyder kravet fra anklager Lenette Skak, Fyns Politi.

Anklageren kræver paragraf 88 i straffeloven taget i anvendelse, hvilket betyder, at retten kan lægge halvdelen af straffen oveni den maksimale strafferamme.

Da strafferammen i de forhold, der er nævnt i anklageskriftet, er på 12 år, kan der således lægges seks år oveni, og sagens alvor kræver en strafferamme på 18 år, mener anklageren.

"Det er en usædvanlig sag. Dels på grund af de mange seksuelle krænkelser, som hurtigt får straffen til at løbe opad, men også på grund af de syv skydevåben og de mængder sprængstof, han havde. Det er to forskellige forbrydelsestyper, men begge af meget grov karakter. Derfor vil vi have friheden til at gå ud over strafferammen på de 12 år," siger Lenette Skak til Jyllands-Posten.

Det er dog slet ikke sikkert, at den 41-årige tiltalte får en fængselsstraf, hvis han dømmes i henhold til anklageskriftet.

Retslægerådet har i sin vurdering anbefalet, at tiltalte idømmes en forvaringsdom, som er tidsubestemt, og hvis retten vælger at følge rådet, bortfalder anklagemyndighedens påstand om fængsel.