Fortsæt til indhold
Indland

Advokat: Hedegaard må vente ligesom alle andre

Lars Hedegaard er ruineret, men han kan ikke få erstatning, før sagen om attentat er afsluttet

Den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard har efter et attentat mod ham i februar 2013 levet i en sikret lejlighed på en hemmelig adresse. Lejligheden er ifølge den tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet ”sikret som Fort Knox”, men også alt for dyr.

Mandag kunne Jyllands Posten fortælle, at Lars Hedegaard siden attentatet er blevet ruineret af udgifterne til den sikre lejlighed, og at han venter på, at Erstatningsnævnet behandler en ansøgning om erstatning efter attentatet.

Lars Hedegaard mener, at Erstatningsnævnet er fuldstændig ligeglade med hans ansøgning, fordi han er en hvid, dansk mand, men ifølge erstatningsadvokat og næstformand i foreningen Hjælp Voldsofre Helle Hald bliver Lars Hedegaards sag ikke behandlet anderledes end andres.

Grunden til, at Lars Hedegaard endnu ikke har modtaget erstatning fra Erstatningsnævnet, er ifølge Helle Hald, at sagen mod den formodede attentatmand endnu ikke er afsluttet.

”Det, der er udfordringen i en sag som Lars Hedegaards, er, at Erstatningsnævnet tilsyneladende er blevet bedt om at tage stilling til et erstatningskrav på et tidspunkt, hvor sagen stadig efterforskes, og hvor man i virkeligheden venter på, at sagen kommer for en dommer,” siger hun.

Erstatningsnævnet udbetaler erstatninger i gerningmandens sted og udbetaler penge, hvis en dømt gerningsmand ikke kan eller vil. Ifølge Helle Hald vil nævnet foregribe sagens gang, hvis det udbetaler erstatning til Lars Hedegaard, inden sagen er afsluttet.

”I Lars Hedegaards sag venter man stadig på, at gerningsmanden bliver udleveret, og der kan blive gennemført en straffesag imod ham. Først når den straffesag er afsluttet, det være sig i byretten og i landsretten, så er der sikkerhed for, at det er ham, der er den skyldige. Så skal det lige afklares, om han overhovedet vil betale den erstatning, og kun, hvis han ikke vil eller ikke kan, træder Erstatningsnævnet til.”

Det eneste han kan gøre er at vente

Helle Hald har selv flere sager, der ligner Lars Hedegaards, og ifølge hende er det eneste, han kan gøre i forhold til en eventuel erstatning fra Erstatningsnævnet, at vente.

Hvis ikke sagen afsluttes med, at en gerningsmand bliver dømt, kan Erstatningsnævnet også udbetale erstatning, hvis politiet vælger at lukke sagen uden at have pågrebet en formodet skyldig.

”Der er masser af andre i samme situation. Det er forfærdeligt, hvad han har været udsat for, og det er forfærdeligt, hvad de bliver udsat for. Der er rigtig mange mennesker, der bliver ruineret af det her,” siger hun.

Hun nævner sagen om den dengang 21-årige Jonas Thomsen Sekyere, der blev dræbt af knivstik ved et diskotek i Kødbyen i København i november 2012.

Den formodede gerningsmand blev siden anholdt i Somaliland, men er endnu ikke udleveret til Danmark. Jonas Thomsen Sekyeres familie venter stadig på at modtage erstatning, da sagen endnu ikke er afsluttet.

Helle Hald har ikke indsigt i Lars Hedegaards specifikke ansøgning om erstatning, men ifølge hende vil udgifter til reparation af hans tænder, der blev beskadiget under attentatforsøget, og de ekstra udgifter til husleje i den sikre lejlighed kunne begrunde en erstatning.

Ud over foreningen Hjælp Voldofre kender hun ikke til andre steder, hvor Lars Hedegaard, eller andre, kan søge om økonomisk hjælp. Foreningen kan bevilge hjælp, mens folk venter på en erstatning fra Erstatningsnævnet. Når den modtages, betales hjælpen så tilbage til Hjælp Voldsofre.

”Generelt er det selvfølgelig en udfordring, at Erstatningsnævnet har en lang sagsbehandlingstid. Det er ofte et stort problem for de forurettede, der måske sidder med store udlæg, de ikke kan få dækket. Det er blandt andet derfor, Hjælp Voldsofre eksisterer,” forklarer hun.

Helle Hald er dog ikke kritisk over for, at Erstatningsnævnets ikke har udbetalt erstatning til Lars Hedegaard, da det ville foregribe sagens gang. Nævnet gør ifølge hende ret i at vente på en dom i sagen.

Hos Erstatningsnævnet kan man ikke fortælle noget om en konkret sag, der er under behandling, men sekretarietschef Lise Bitsch bekræfter, at nævnet har modtaget en ansøgning fra Lars Hedegaard, og at den er i behandling.

Derudover bekræfter hun, at Erstatningsnævnet som udgangspunkt kun udbetaler erstatninger efter en domfældelse eller efter, at politiet har valgt at lukke sagen.