Fortsæt til indhold
Indland

Plejefar skal seks år i fængsel

64-årig eks-forstander på opholdsstedet Elverkær ved Skanderborg dømt for misbrug af to plejebørn.

Den 64-årige Jørgen Uhrskov blev torsdag idømt seks års ubetinget fængsel for omfattende seksuelt misbrug af to piger, som i flere år boede på hans socialpædagogiske opholdssted Elverkær ved Skanderborg.

Den tiltalte blev dømt for otte af i alt 11 punkter i anklageskriftet - og ikke mindst for et årelangt seksuelt misbrug af to mindreårige piger, der som plejebørn var i hans varetægt.

Pigerne har berettet om omfattende seksuelle overgreb begået af deres plejefar. Den ene af pigerne, som i dag er 21 år, fortalte, at hun var blevet udsat for jævnlige tilfælde af samleje og anden kønslig omgængelse end samleje fra hun var seks år og indtil hun var 13 år.

Misbrug af seksårig

Den anden pige, som i dag er 24 år, fortalte, at hun fra 12 års-alderen og i mindst ni år frem blev misbrugt og udsat for samleje, blufærdighedskrænkelse af forskellig art, fælles bad og adskillige mislykkede forsøg på bl.a. samleje.

De boede alle i en årrække på opholdsstedet ved Skanderborg, hvor de var blevet anbragt af deres hjemkommuner efter massive omsorgssvigt under deres opvækst.

Flere af plejebørnene havde inden deres anbringelse været udsat for seksuelle overgreb.

Erstatning til piger

Jørgen Uhrskov skal betale erstatning til de to piger. Desuden frakendes han retten til at beskæftige sig med børn og unge, både professionelt og i fritiden.

En af de piger, der blev udsat for de alvorlige sexkrænkelser, skal have 125.000 kroner i erstatning, mens den anden skal have 100.000 kroner, bestemte retten.

Frikendt for ét forhold

Jørgen Uhrskov har under den langstrakte retssag, der begyndte den 12. april, nægtet sig skyldig i alle anklager om sex-misbrug. Han overvejer i øjeblikket, om dommen skal ankes til landsretten, skriver ekstrabladet.dk.

Men kun et enkelt af de seksuelle overgreb blev han frikendt for: At han skulle have fået tre plejebørn - tre drenge - til at have samleje med hinanden. Dette tiltalepunkt blev føjet til anklageskriftet i marts i år.

Eks-forstanderen, der under sagen har fortalt, at han yndede at omtale sig selv som "plejefar", blev desuden frikendt for seksuel omgang med en nu 18-årig dreng.

Derimod har han erkendt ulovlig våbenbesiddelse efter fundet af en 9 mm pistol og 466 patroner samt et haglgevær og en ældre riffel på opholdsstedet.

Opholdssted i 20 år

Den dømte, som er selvlært socialpædagog, drev sit opholdssted i omkring 20 år, og de seksuelle overgreb fandt sted i årene 1998 til 2010. Opholdsstedet blev lukket i oktober 2010.

Gennem årene boede op mod 40 børn på opholdsstedet, hvor forstanderen og hans daværende hustru tilstræbte at leve som en almindelig, men stor familie. Det betød blandt andet, at plejefaderens egne børn voksede op sammen med de mange plejebørn.